Knægten fra Kangaamiut

Kort om bogen

Winther, en falleret revisor med røde tal på samtlige konti – såvel de økonomiske som de menneskelige – forsøger at komme til hægterne igen. Jobbet som vagtmand på campingpladsen kaster ikke noget særligt af sig, og Sommerland – en ældre, bindegal elitesoldat, som fungerer bedst på en blanding af lykkepiller og adrenalin – der ellers hjælper ham med jobbet, har sit at slås med efter at have laserudpeget et bombemål, som slet ikke brød sig om at blive peget på.

Eneste virkelige lyspunkt i Winthers liv er Susanne, den lokale damebladsjournalist og indehaver af hundepensionen ude på øen i fjorden, men livet er heller ingen dans på roser for hende. Økonomien strammer, skriveblokeringerne står i kø, og oven i det dukker Inuk, en nevø til hendes ex, op efter at have nolet en iPad, som han nok burde have holdt snitterne af.  

Velkommen tilbage herude vestpå – til døde svin i mosen, kødrand med bacon, polske narkogangstere, engelske lejesoldater, grønlandske shamaner, det danske hjemmeværn – og en efterårskølig campingkrimi.

 

Uddrag af bogen

 

Kapitel 1: Boksen

Mandag d. 29/10, morgen

 

Isbjørnen så frygtindgydende ud med sit åbne, savlende gab, hvor blodige trevler kunne anes ved en af de drabelige hjørnetænder. Den stod oprejst på bagbenene, og en af dens gigantiske poter kom svingende ind foran den, som skulle den til at kløve hovedet på et bytte eller en fjende – måske endda fotografen!

Inuk elskede plakaten. Når han lukkede øjnene, kunne han fremkalde et billede af en levende isbjørn for sit indre blik. Han havde været fem, da han så den. Majestætisk var den en morgen kommet vandrende hen over fjeldet og ned i bygden for at søge føde. Gamle Iputsiaq havde skudt på den, og blødende var den flygtet tilbage mod indlandsisen. Under dens vilde flugt havde den brølet af smerte, og han mente at kunne huske, at hans mor, Avieja, havde holdt ham for ørerne, men det måtte være indbildning: Hun var gået bort, da han var fire. I fuldskab var hun faldet i havnen. Hans eneste erindring om hende var, da de trak hende op af vandet. Synet af hende, som hun lå der på kajen – drivvåd, bleg og død – stod mejslet i hans hukommelse, selv om hendes ansigtstræk med årene var blevet mere og mere udviskede.

Nanoq, Grønlands hersker stod der med fede typer under isbjørnen, og han rejste sig fra skibsbriksen og trådte helt hen til plakaten på døren for at betragte de blodige trevler ved hjørnetanden. Selv på de få skridt klaskede hans dropfod hårdt mod gulvet.

”Forbandede liv! Jeg vil derop! Jeg må hjem igen! Jeg holder det ikke ud hernede!” svor han dæmpet, mens tårerne trængte sig på. Men han græd ikke. Faktisk havde han ikke grædt, siden faren var død af en overdosis i Aalborg for seks år siden. Ikke en eneste gang, og det uanset hvad: Plejefaren Børges lussinger, når han mente, at Inuk arbejde for langsomt i gartneriet; skolekammeraternes mobning af hans dropfod; lærernes hån, når han havde problemer med at læse; kommunens skiftende sagsbehandlere, som aldrig gad høre på ham, høre hans version af det hændte, når han havde været i slagsmål eller var blevet snuppet for at rapse ved købmanden. Intet havde fået så meget som en tåre frem. Men han kunne mærke, hvordan længslen var ved at præstere det, som ingen andre havde været i stand til.

Han gik tilbage til skibsbriksen, løftede madrassen og fandt nøglen frem. Han havde brugt adskillige aftener på at file på den gamle, rustne nøgle, som han havde fundet ude i drivhusene, så den passede med aftrykket af nøglen fra banegårdsboksen. Nu var det bare at vente på den rigtige bagage.

Døren ude på gangen blev låst op, og Børge kaldte: ”Så er der morgenmad. Fart på, unger.”

Inuk stoppede nøglen i lommen, flyttede stolen væk fra døren og åbnede ud til gangen.

”Hej, Inuk. Der er mad.” Mads, en lille splejset tolvårig dreng, to år yngre end Inuk, snoede sig forbi ham.

”Jeg kommer,” svarede Inuk og greb tasken, som stod inde under kammerets skråtag, før han lukkede døren efter sig og gik hen mod trappen, der ledte nedenunder. Han standsede kort op foran spejlet på væggen og kørte fingrene gennem det stride hår, hvis farve næsten kunne minde om isbjørnens gullige pels.

Bag ham kom den et år ældre Pelle tromlende. ”Flyt dig nu, Haltefanden. Det ender med, at vi kommer for sent i skole.”

”Hold da kæft, dit store læs lort. Hvad skulle det gøre?” vrængede Inuk over skulderen og fik et puf, som fik ham til at snuble ned ad de sidste trin. Han greb efter dørkarmen, men klarede ikke at holde balancen og faldt ind i køkkenet, mens Pelle sprang hen over ham.

”Nu holder I kraftstejleme op,” skreg Børge og knaldede Pelle en lussing.

”Det er da ikke min skyld, at den sælhund ikke kan holde balancen,” snerrede Pelle trodsigt. En ny lussing fik ham til at tie, knytte hænderne og stirre hadefuldt på Børge, som pludselig smilede.

”Jeg ved, hvad du tænker, din lort. Kan jeg klare ham? Kan jeg give ham tæsk? Du skal være velkommen til at prøve, men jeg ville nok vente fem-seks år, hvis jeg var dig.” Børge gengældte Pelles blik med lige dele ondskab og forventningsfuldhed.

”Kan vi ikke for en gangs skyld få noget morgenmad i fred og ro?” hylede Martha med sin falsetstemme. Hendes nervøse øjne i det magre ansigt plirrede fra side til side.

”Selvfølgelig, lillemor,” svarede Børge uden at se på hende, og trådte et skridt til side, så Pelle og Inuk kunne komme forbi.

 

Han pjækkede fra sidste time. Sneg sig væk, da matematiktimen var slut, og stak af, da resten af klassen trampede over mod gymnastiksalen. Han var helt klar over konsekvenserne og kunne allerede høre alle jeremiaderne, som ville komme næste dag, men han var fløjtende ligeglad. Han gik bag om skolen, luskede hen forbi boldbanen og fortsatte over mod stationen, som lå en lille halv kilometer væk. 

På pladsen foran stationen tågede en håndfuld drenge med indvandrerbaggrund rundt og drak øl, røg smøger og fræsede frem og tilbage på en scooter foran kiosken, der klæbede sig fast til stationsbygningen som en flåt af træ og glas, der nægtede at slippe. Ved siden af den holdt en sort Mercedes, men ellers var der ikke en bil at se. Inuk ignorerede drengene, selvom de råbte et par skældsord efter ham. Han kendte to af dem fra skolen, hvor de var blevet færdige med niende klasse for et halvt år siden, men det var ikke nogen, som han savnede. Han fortsatte op ad trappen og ind i bygningen, som stod tom. Det eneste rum, som man kunne komme ind i, var venteværelset med bagagebokse. Han så hen over rækken, men kun tre var optaget, og ingen af dem var den, som han havde nøgle til.

Spændt fortsatte han rundt om hjørnet i det L-formede rum. På alle tre lokumsdøre viste skiltet grønt, men han åbnede dem for en sikkerheds skyld og kontrollerede, at han var alene, før han slog sig ned på bænken foran dem og fandt en billedbog frem, som han havde lånt på skolebiblioteket.

Tyve minutter senere var han igennem den efter at have beundret de mange fotos fra Grønland for ottende gang i løbet af de sidste uger. Udenfor hørtes stadig larm, råben og motorstøj fra scooteren, men pludselig ændrede lydbilledet sig.

”Tag hjem til Perkistan, møgunger!” Inuk genkendte uden videre Pelles stemme og var tæt på at smile. Det lod til, at han ikke var den eneste, som havde bestemt sig for at holde tidligt fri. Med lidt held betød det færre lussinger i aften.

”Det skal du ik’ blande dig i, motherfucker. Du er så grim, at ik’ engang din mor vil kendes ved dig,” blev der svaret, og Inuk stormede ind på handicaptoilettet, hvor glasset i ruden var smadret, og man kunne se ud over pladsen.

Kampen var allerede i gang. Pelle og otte af hans klassekammerater var gået i flæsket på indvandrerdrengene. En vaklede rundt med blodtud, en anden forsøgte at kravle væk, mens to drenge pryglede ham med deres bælter, og de sidste tre havde trukket knive for at holde Pelle og de andre fra livet.

Stik ham. Bare stik ham, tænkte Inuk og skulede ned mod Pelle, hvis øjne strålede i blodrus. Så afbrød en sirene slagsmålet. Drengene for til alle sider, da to politibiler med blinkende lys og sirenerne i bund kom blæsende fra hver sin side af vejen, som førte ned til pladsen. En lille, nærmest klejn, mørkklædt mand, ikke mere end et hoved højere end Inuk, kom stormende ud fra kiosken med en attachemappe i den ene hånd og en sandwich i den anden. Han løb hurtigt hen over pladsen og forsvandt ud af Inuks synsfelt, samtidig med politibilerne standsede op, og hundene blev lukket ud.

Gennem den halvåbne toiletdør kunne Inuk høre en låge blive knaldet i på en af boksene, og da han forsigtigt kiggede ud gennem dørsprækken, så han den klejne mand flå døren op ud til perronen – for at stå ansigt til ansigt med en motorcykelbetjent.

”Hvad laver du her?” Betjenten spærrede udgangen ved at gribe fat i døren.

”Sorry, I don’t understand. They are fighting outside. Stop them,” svarede manden.

”Ja, den er god med dig. Ind! Legitimation.”

”What?”

”Passport. Driving license. Something with your name and photo.”

“But I haven’t done anything.”

“I don’t care. I need to see some identification. We can do it here, or we can do it at the station,” svarede betjenten med klingende dansk accent.

Udenfor lød skrig og skrål. Hundene glammede, og Inuk kunne høre Pelle skrige. ”Tag den køter væk! Den bider mig i låret!”

”My driving license is in the car,” lød det ude fra venteværelset.

”Så går vi ud og tjekker det.” Betjenten lod til at være løbet tør for engelsk.

Tunge fodtrin fortalte, at han og manden forlod venteværelset. Inuk listede hen for at se ud ad vinduet. Synet af Pelle med en schæfer i benet var noget, som han bare måtte opleve. Netop, som han nåede vinduet, fortrød han. Hvis han kunne se ud, kunne dem udenfor også se ham. I stedet satte han sig på toilettet og lyttede.

  

En halv time senere tog larmen af, men ikke før en ambulance med udrykning havde været forbi. Han ventede i yderligere fem minutter, før han dristede sig hen til vinduet. Pladsen lå øde hen. Selv den sorte Mercedes var forsvundet. Henne ved cykelstativerne var der blod på fortovet, men ellers lignede alt sig selv. Han listede hen til døren og kiggede ud gennem sprækken, men venteværelset lod til at være tomt. Så samlede han skoletasken op, trådte ud og gik hen mod udgangen. Hans hånd hvilede allerede på dørhåndtaget, da noget fangede hans blik: Fire af de ti bokse var optaget. Med bankede hjerte gik han tilbage og betragtede en af boksene. Det var den! Hans hænder dirrede, da han fiskede nøglen op af lommen. Den gled langt ind, men ikke helt bund. Bandende hev han den ud, strøg den hen over takkerne og prøvede igen. Samme resultat, og det selvom han lagde kræfter i. Ærgerlig tog han den ud igen og puttede den i lommen. Her strejfede hans hånd mønterne, som han havde lirket ud af gartneriets selvbetjeningskasse dagen forinden. Han tog nøglen op igen, holdt en femkrone op for enden af den og hamrede så håndroden ind i mønten. Slaget drev nøglen ind i låsen. Han svedte i hænderne og måtte tørre dem af i sine jeans, før han kunne fatte om nøglen på ny og dreje. Den gav sig næsten ikke. Han lirkede den en anelse ud, mens han vred den fra side til side. Pludselig gav låsen sig, og lågen sprang op med et smæld. Han skubbede den helt åben, rakte ind og greb attachemappen. Den var i hårdt læder og låst med kodelåse.

Udenfor hørtes stemmer, og han flåede skoletasken frem, stuvede mappen ned og sprang ud ad døren ud til perronen. Mens han hastede rundt om bygningen, lukkede han skoletasken, før han satte i haltende løb.

 

Martha sad og kæderøg inde i køkkenet, da han nåede hjem til gartneriet.

”Hvad har I lavet?” skreg hun hysterisk. ”Børge er nede på stationen. De har taget Pelle. Siger, at han har overfaldet nogle perkere.”

”Det har han også. Jeg så det selv. Nede ved stationen.”

”Var du med til det?” hylede hun. Hendes nikotingule, magre fingre klemte stramt om skoddet, men det lykkedes hende alligevel at ryge endnu et sug af den hjemmerullede cigaret.

”Nej.”

”Hvad lavede du så dernede? Av.” Skoddet brændte hendes fingre, og hun smed det over i håndvasken.

”Pjækkede fra idræt.” Inuk så ingen grund til at lyve. De fandt alligevel ud af det.

”Du ved, at de smider dig ud, hvis du fortsætter med pjækkeriet! Og hvis du ikke kan være der, hvor skal du så være? Og nu det med Pelle. Det ender med, at I bliver fjernet. Begge to! Hvad skal vi så leve af?”

”Det ved jeg ikke,” svarede Inuk og måtte anstrenge sig for ikke at smile. I seks lange år havde han ventet på, at nogen ville sende ham et andet sted hen.

”Du må hellere se at komme i gang ude i drivhusene. Børge er stiktosset! Den står på klø, hvis du dovner den af.”

”Er der ingen mad?”

”I æder os ud af huset! Tag en rugbrødsmad med ud. Og for din skyld håber jeg, at Børge ikke hører om pjækkeriet!”

 

Han slap ikke for tæsk, da Børge kom hjem omkring klokken 19:00! Ikke fordi Børge havde hørt om pjækkeriet, men fordi, at han var gal. Med en lussing syngende i det ene øre og Pelles hylen over slagene med stokken i det andet hinkede han op ad trappen og ind på værelset, hvor han skyndte sig at sætte en stol i klemme under håndtaget. Det viste sig at være en god ide. Et kvarter senere forsøgte Pelle at åbne ind til ham, efter at døren nede ved trappen var blevet låst efter dem.

”Åbn døren og kom ud. Du skal have slag, din lille lort. Forpulede grønlænder …”

Inuk lod ham rase ud. Efter et par minutter faldt Pelle da også så meget ned, at han gik ind på sit værelse og knaldede døren i. Først da satte Inuk sig ved det lille skrivebord foran karnappen, åbnede skoletasken og fandt attachemappen frem.

Han prøvede først at indstille koden til 0-0-0, hvis nu det skulle være så heldigt, at mappen ikke var låst. Derefter prøvede han med 9-9-9, men da det heller virkede, gik han i gang fra 1-0-0. En time senere nåede han op på 3-5-9, og endelig sprang låsene op med et lille smæld. Han holdt vejret, da han åbnede den, og smilede, da han så indholdet. Mappen var foret med lys skumgummi, så iPad’en i den ikke fik stød og blev smadret. Han samlede den forsigtigt op, slog coveret til side og tændte for den. Så bandede han. Den var låst! Han trykkede 1-2-3-4 i håbet om, at den klejne mand ikke gad for indviklede koder, men den meddelte, at koden var forkert. Han var tæt på at skrige af arrigskab, men beherskede sig. Selv om iPad’en var låst, var den alligevel penge værd. En af drengene fra klassen havde fortalt, at han kendte en oppe i Esbjerg, som aftog den slags, og om ikke andet var attachemappen også noget værd.

Lidt skuffet lagde han den tilbage og lukkede mappen for at putte den tilbage i skoletasken. Så åbnede han mappen igen.

”Du er tung, lille ven,” mumlede han sagte, ”Og iPad’en fylder for lidt.”

Han tog iPad’en op og lagde på briksen. Derpå undersøgte han mappen. Skumgummiet sad løst og kunne uden videre vippes tilbage. Han røg tilbage, da han så indholdet. Nedenunder, skjult i et fint formet stykke skumgummi, lå en matsort pistol.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

18.06 | 22:27

hurtid ind.sist ud

...
01.11 | 08:30

Hej Thomas.
Det vil jeg gerne, men jeg har ikke din mail-adresse.
Min er jjhansen@youmail.dk.
Med venlig hilsen
Jens Jørgen

...
30.10 | 20:50

Hej Jens Jørgen

Vil du kontakte mig på mail? Det drejer sig om en forespørgsel vedr. dine bøger.

Pft.

Thomas

...
23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
Du kan lide denne side