Legionæren 9

Kort beskrivelse af bogens indhold:

Marcus’ galej strander på Afrikas kyst, og legionærerne kæmper sig desperat frem gennem ørkenen mod romerske områder, der stadig kontrolleres af Sixtus og kejseren. De forfølges af slavejægeren Drusus, som aldrig har fejlet en opgave.

Kokken dræbes under en gladiatorkamp, og Stump og Optio flygter. De har held til at slutte sig til Marcus’ gruppe, der er nået frem til de romerske linjer. Glæden er dog kort; dels får de en blandet velkomst på grund af politiske forviklinger, dels står de over for overvældende styrker, ledet af Marcus’ gamle dødsfjender Claccus og Claudius, som er ved at gøre sig klar til den afgørende kamp om de vidtstrakte områder. Og ude i ørkenen lurer Drusus, der altid opfylder sin kontrakt, på sit bytte: Dem!

 

Uddrag af bogen:

Kapitel 1

”Vi tager vand ind – og det så hurtigt, at vi ikke kan nå at øse det ud,” meddelte Spillemanden med påtaget neutral stemme.

Men Marcus anede frygten under det rolige stemmeleje og var et kort øjeblik ved at blive ramt af panik: Spillemanden, den bedste sømand han kendte, var bange. Så fik han hold på sig selv. ”Hvad kan vi gøre?” råbte han. ”Hvordan kan vi slippe ud af den her storm?”

Spillemanden drejede hovedet og så på ham, mens han klamrede sig til den store åre, der fungerede som ror. Bølger og skumsprøjt stod om dem; den 1,80 meter høje mand med den specielle hvide hårtot på siden af hovedet, midt i virvaret af mørkt hår, og den lige så høje, men blonde Spillemand. Han måtte have bemærket, at Marcus’ gennemblødte røde tunika, legionærernes karakteristiske klædedragt, havde pletter af opkast foran, for han kom til at smile midt i alvoren. Så rejste en ny, kæmpemæssig bølge sig foran skibet, og han kastede sig mod roråren for at tvinge skibet direkte ind mod den.

Bølgen slog hen over stævnen og sendte kaskader af vand ud over dækket og ned på mændene, der sad et dæk lavere og roede som besatte. Nogle af mændene skreg i angst, indtil en skarp stemme kommanderede: ”Ro. Ro, som var alle havets dæmoner i hælene på jer – for det er de.”

Han spyttede en mundfuld saltvand ud, som han havde fået i munden, da bølgen ramte, og vendte igen hovedet mod Marcus. ”Intet. Ud over det vi gør nu. Forsøge at tage bølgerne med stævnen, så vi ikke kæntrer, når de rammer siden. Og ellers gøre, som Bartskæreren gør nedenunder, nemlig få mændene til at ro. Vi må have fart for at kunne manøvrere,” råbte han igennem stormens larm.

Marcus nikkede til ham og klamrede sig til rælingen med den ene hånd, mens han holdt fast i Spillemandens bælte med den anden, så manden i det mindste havde et eller andet, som holdt ham fast på dækket. Nye bølger slog hen over galejen, og han hørte, hvordan plankerne i skibet knagede og truede med at sprænges. Han var ikke speciel religiøs, men sendte alligevel en bøn mod himlen, der var kulsort af tunge regnvejrsskyer.

De var taget af sted to dage tidligere. I roligt vejr var de sejlet fra øen, hvor de havde været holdt som galejslaver. Humøret havde været højt. To-tre dages sejlads mod øst, derpå mod nord i nogle dage for at komme hjem til Rom. Hvad kunne vel være lettere? Men her på andendagen havde stormen meldt sit komme fra morgenstunden. Vinden var frisket op og havde ændret retning. Efter et par timer var den kommet fra nord og tiltaget i styrke, så Spillemanden havde befalet, at sejlet skulle tages ned. Galejen var en kystsejler og ikke egnet til sejlads i hårdt vejr. Marcus havde hjulpet til, da bommen, som holdt sejlet, var blevet hejst ned fra mastetoppen. Da var vinden allerede så hård, at tovværk sprang, og de måtte lade bommen ryge over bord, for at den ikke skulle kure rundt på dækket og beskadige skibet.

Arbejdet med at holde sig selv og Spillemanden fast drænede Marcus for kræfter, og han gled hen i en slags trancetilstand. Tankerne jog tilbage til den tid, hvor han havde lært Spillemanden at kende. For sit indre blik så han ham, Centurionen, Kokken, Stump og Bartskæreren for sig. Så dukkede billedet af Maria, hans eneste møde med kærligheden nogensinde, op for hans indre blik. ”Det må ikke ende på den her måde,” tænkte han. ”Jeg skal leve længe nok til at finde hende – og finde den søn, som jeg måske har langt mod nord. Jeg skal.”

Et andet billede dukkede op: En høj mand med tatoveringer på hele brystkassen og skinnende øjne. Og pludselig talte manden. ”Din tid er ikke kommet endnu. Men du må snart mod nord for at hjælpe,” lød det fra den behagelige, venlige stemme, selvom læberne ikke bevægede sig.

Et øjeblik troede han, at han var ved at blive sindssyg. Et billede af Drømmeren, picternes troldmand? Han var i Britannia, tusindvis af kilometer herfra. Så talte stemmen igen, netop som en sø slog ind over galejen og vækkede ham af trancen.

Han trak Spillemanden tættere ind til sig og brølede: ”Vi må hugge masten ned. Vi kæntrer, hvis vi beholder den. Vægten af den gør båden ustabil.”

”Aldrig,” råbte Spillemanden arrigt. ”Så kan vi aldrig mere sætte sejl. Og hvordan vil du gøre det midt under stormen?”

”Drømmeren sagde det!”

Spillemanden skulle lige til at fortælle, hvad han mente om et råd fra en troldmand, der aldrig havde sat sine ben på en romersk galej, da Hallagrim kantede sig op fra underdækket med en økse i hænderne. Den store mand fra nord kravlede hen over dækket, mens han hagede sig fast til dæksplanker og tovværk. Bag ham fulgte Bartskæreren, hvis ansigt var en skræmmende grimasse: den koparrede hud, glinsende af vand; den skæve mund, hvor et stort ar løb fra den ene mundvig og ned over det nederste af kinden; i hånden pugio, den svære, romerske kniv, som han brugte til at hamre i dæksplankerne og trække sig frem ved hjælp af; over skulderen en rulle reb, hvis ende piskede rundt i stormen og med jævne mellemrum ramte ham i hovedet og trak blodrøde striber.

”Vi går ned, hvis I fælder masten. Den vælter ned over skibet, smadrer ræling og side,” skreg Spillemanden desperat. Så ramte de stormens øje.

***

Ud på aftenen løjede vinden af, og Marcus samlede befalingsmændene på dækket. Skibet var tæt på at være et rent vrag, og 12 mand var hele tiden beskæftiget med at lænse vand. Masten var væk. I den time, hvor de havde ligget i nogenlunde vindstille, rolige vande inde i stormens øje, havde de hugget masten ned i fire omgange og roligt hejst stumperne ned og lempet dem over bord. Det havde reddet dem. Da først stormen satte ind igen, var galejen langt mere stabil. Men bølgerne havde været hårde ved skibet og slået adskillige planker løse; de tog vand ind. Det var dog lykkedes dem at reparere de værste skader, så de ikke sank.

”Mænd, hvad gør vi? Hvor længe kan vi holde os flydende?” spurgte Marcus forsamlingen.

”Mange dage, hvis vi fortsætter med at tætne revner,” svarede Spillemanden, der havde været rundt og inspicere under dæk. ”I løbet af nogle timer burde vi kunne holde trit med vandet, der strømmer ind, og langsomt få lænset skibet. Men hvis vi løber ind i den mindste smule hårdt vejr, går vi ned.”

”Vi må i land,” kom det fra Tyven, den unge legionær, der var blevet straffet med slaveri for at stjæle et par brød til nogle sultende kvinder og børn.

”Ja, men hvor, hvordan, og hvor længe vil det tage os at nå land?” spurgte Marcus.

”Med kurs stik syd så ville vi kunne nå kysten i løbet af en dag – hvis skibet var i orden. Nu, hvor mange af roerne skal lænse vand, og vi ikke kan bruge vinden, måske to,” svarede Spillemanden nøgternt.

”Så bed en bøn til, at vi har godt vejr og rolige vande de næste to dage,” sagde Marcus med et træt smil. ”Hallagrim, gå i gang med at udbedre skibet. Bartskærer, få mændene tjekket efter. Flere af dem har skader, som du må behandle det bedste du kan. Trommeslager, hold roligt tempo. Mændene kommer til at skulle ro i lang tid uden hvile.”

Spillemanden gjorde et kast med hovedet i retning af mastestumpen, der ragede et par meter op midtskibs. Marcus så det og forstod.

”Tyv, tag et par årer og rig et lille sejl op på mastestumpen. Du bliver nok nødt til at skaffe sejlet ved at sy tæpper og laser sammen – det gamle sejl røg over bord. Men du er vel også god til at sy?” spurgte Marcus uskyldigt, mens de andre mænd brød i latter.

Tyvens banden hørtes længe efter, at Trommeslagerens mørke, krøllede hoved var forsvundet under dæk igen, og trommen igen angav den rytme, som roerne skulle svinge årerne i.

***

Dagen efter fik de landkending. Langt ude mod syd dukkede noget, der mindede om skyer, op, men da de kom tættere på, kunne de se, at der var land under skyerne. De næste timer tog landet langsomt form, og Marcus kunne se, at de styrede direkte ind mod en bred, øde sandstrand. Langt ude bag stranden rejste små bjerge sig mod vest, mens landet så goldt og fladt ud mod øst. Et vindpust fik ham til at se op, netop som Spillemanden kom hen til ham.

”Det blæser op igen,” sagde Spillemanden. ”Vi må se at komme i land.”

Marcus nikkede. Selv om de havde repareret alt, hvad de kunne, det sidste døgn, tog de stadig vand ind, og mange planker var løse. ”Trommeslager, sæt op til halv fart,” råbte han ned under dækket. Takten i trommerytmen blev øjeblikkelig ændret, men det tog lang tid, inden skibet vandt fart. Roerne var trætte, og båden var tung, stadig halvfuld af vand; det var ikke lykkedes dem at lænse den.

Den næste time stævnede de ind mod kysten, mens endnu en lille storm nærmede sig fra nordvest. Da de var 500 meter fra land, så Marcus på Spillemanden. ”Hvor vil du sætte os op på land?”

”Ligefrem. Jeg kender intet til farvandet, så ligefrem. Vi må have hende op af vandet,” svarede han og klappede næsten kærligt på rælingen.

”Er der skær?” spurgte Marcus bekymret.

”Det ser ikke sådan ud. Men der kan godt være sandrevler i bunden.”

Næppe havde han sagt det, før en skurrende lyd fra kølen fortalte, at de netop var sejlet hen over en. Spillemanden bandede og holdt kursen, mens han kommanderede to mænd frem i stævnen for at holde udkig.

Kort efter skreg mændene, men for sent, og de gled stille og roligt op på en sandbanke et par hundrede meter fra kysten. Den skærende lyd gik gennem hele skibet, da kølen og en del af bunden skrabede hen over havbundens sand og sten. Under dæk blev der råbt, at de var sprunget læk igen. Stenene havde ødelagt flere planker, og vandet strømmede ind og skabte hvirvler i den halve meter vand, der i forvejen stod i bunden.

”Fuld kraft frem,” brølede Marcus instinktivt, inden Spillemanden nåede at reagere. Roerne lagde ekstra kræfter i, og galejen gled fri af revlen og fortsatte ind mod stranden. De sidste to hundrede meter ind til stranden blev en kamp mod tiden. Skibet stak dybere og dybere for hvert sekund, et par af roerne kollapsede af udmattelse og sank sammen hen over årerne, mens resten arbejdede som besatte på at efterkomme ordren og bringe dem i sikkerhed. Bag dem flængedes den nu natmørke, skytunge himmel af lyn, og regnen begyndte at falde. Halvtreds meter fra land ramte de endnu en revle og gik hjælpeløst på grund, mens uvejret satte ind.

 

 

Kapitel 2

”Der kommer contuberniet fra øst. Så mangler vi kun de tre contubernier fra nord og nordvest,” sagde den lille mand, mens han betragtede de otte mænd, som nærmede sig i march.

Den to meter høje kæmpe ved hans side fnyste, trådte frem og hilste de otte mænd. Efter en kort ordveksling med kæmpen brød gruppen op igen, nu med retning mod oksekærren, som stod i skygge af et faldefærdigt hus på den store plads. Her gav de sig til at finde udstyr og proviant. Sværd blev udskiftet, ekstra pile fyldt i pilekoggerne, og store madposer proppet med saltet kød, brød og ost.

Kæmpen fortrak ind i skyggen under halvtaget igen og satte sig ved siden af den lille. ”De løste opgaven. Giv vekselereren besked på, at han skal frigive vores penge,” sagde han henkastet, mens han smed den pose, som lederen af contuberniet havde overrakt ham, over i skødet på den anden.

Den lille mand lod posen falde og sprang bandende op. Posen trillede hen ad jorden, og ud af den kom et afskåret hoved. ”Drusus, du ved, jeg hader at bære rundt på den slags,” hvæsede den lille.

”Gnaeus, jeg fatter ikke, hvordan du efter tyve år med vores arbejde stadig kan blive skræmt over et hoved. Det bider da ikke – mere,” grinede Drusus hårdt.

Gnaeus spyttede arrigt i jorden, tog så posen, trak den over det afskårne hoved og samlede det op, mens han sendte onde blikke mod kæmpen. Derpå vendte han sig og gik i retning af en prægtig villa på den anden side af pladsen.

Drusus så hans lille skikkelse trippe næsten kvindagtigt hen over pladsens brosten, mens solen oplyste den blankpudsede brynje, han bar; en brynje, som enhver anden af hans mænd ville blive kvalt i, hvis de forsøgte at tage den på – enten fordi den var så lille, eller fordi Gnaeus egenhændigt ville kvæle dem for at forsøge. På trods af sin ringe størrelse og de feminine træk var Drusus ikke et øjeblik i tvivl om, at Gnaeus havde kræfterne – og ikke mindst viljen – til at kunne gøre det af med hver eneste en af hans mænd.

Få minutter efter at Gnaeus var forsvundet ind i villaen, kom han tilbage med et sammenrullet dokument af kalveskind. På lang afstand råbte han med sin fistelstemme: ”Det gik jo fint. To måneders løn til et fuldt contubernium – og det for tre ugers arbejde.”

Drusus åbnede dokumentet, da Gnaeus smed det på bordet, og læste det hurtigt igennem. Så rullede han det sammen igen og lagde det ned i en stor kiste, som stod ved siden af hans stol. Han greb en kande med vin, lagde nakken bagover og tømte den halvfyldte kande i et drag. ”Måske kun tre ugers arbejde, men der var også omkostninger,” sagde han, mens han tørrede sig om munden med bagsiden af hånden.

”Nå, er du i det humør i dag? Der var også omkostninger, ja, der var,” vrængede Gnaeus.

”Åhr, hold mund. Du ved, hvad jeg mener. Det var en mindre opgave. Opspore en røver, som har voldtaget en tilfældig rigmands datter, og skære hovedet af ham; det har vi lige som gjort før – faktisk mange gange. Men den nye opgave, den lyder interessant.”

Gnaeus nikkede. ”Jeg forstår godt, hvad du mener. Den nye opgave er den største, den bedst betalte, som vi nogensinde har haft. Men de andre opgaver med at fange undvegne slaver, opspore forsvundne folk – og tit tage dem med tilbage i større eller mindre dele – det er trods alt dét, vi har levet af de sidste tyve år. Og vi har da levet godt. Hvem har ikke hørt om slavejægeren Drusus og hans mænd? Drusus, som aldrig har svigtet en opgave?”

”Jeg ved det. Vi lever på vores navn og rygte. Men opgaven med at opspore dén centurion, som med tyve mand forsinkede en hel legion i flere dage, dræbte det meste af en kohorte og forhindrede senator Plinius i at skaffe sig sølv nok til at kunne udråbe sig selv som kejser, det er den største opgave, vi nogensinde har haft,” svarede Drusus og greb en ny kande.

”Ja, han lyder som en udfordring. Men har vi ikke altid haft det? Kan du huske, hvordan vi startede? Da havde du kun mig og et sølle contubernium. Og jagtede vi ikke grupper, som var flere gange større end vores egen?”

”Jo,” smilede Drusus og blottede en række af perfekte tænder, der slet ikke passede til det ellers arrede, vansirede hoved, hvor det ene øjenlåg næsten permanent dækkede øjet. ”Men denne opgave kan blive den sidste. Hvis vi løser den, vil vi kunne trække os tilbage og leve godt resten af vores liv. Vi får et halvt års sold til mændene og et halvt års sold til udgifter i forskud. Derudover får vi dobbelt løn, hvis vi fuldfører opgaven.”

”For ikke at snakke om den lille bonus på 10.000 denarer for at bringe den gode centurion Marcus’ hoved hertil – med eller uden krop. Og bonussen med 100 denarer pr. øre for hver af de andre i hans følge, den løber da også op,” skvaldrede Gnaeus og slog en høj, skinger latter op. Så afbrød han latteren, som var den blevet skåret over af en kniv. ”Se der. Contuberniet fra nord er på vej,” sagde han og rejste sig.

”Godt,” svarede Drusus siddende. ”Gå ned til havnen, og skaf os transport.”

”Du vil ikke vente på de tre sidste teltgrupper?” spurgte Gnaeus, selv om han kendte svaret.

”Nej. Skaf transport.”

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
23.12 | 18:58

Hej Jens, har lige læst Manden i kolonihaven! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds men denne bog er virkelig god.) tak for god underholdning. Vh

...
14.06 | 22:28

Hej Zeenat.
Tak for de pæne ord. De varmer og giver energi til at fortsætte skriveriet.
Kan ikke love dig en efterfølger, men har da overvejet det flere gange.

...
13.06 | 21:42

Hej Jens!
Jeg har lige læst hele denne bog, og den er altså helt fantastisk! Man lever sig helt ind i den! Jeg ville ønske der var en efterfølger!

...
Du kan lide denne side