Detektormanden

Kort om bogen

Omkring år 200 udstationeres en håndfuld romerske legionærer på en uriaspost i den nordafrikanske ørken. Formålet er at lukke munden på dem en gang for alle, men de tillader sig at overleve længe nok til at viderebringe oplysninger om grådighed, bedrag og forræderi - dokumenterne herom går dog tilsyneladende tabt i løbet af århundrederne.

Rene, som er præget af sit liv som veteransoldat både psykisk og fysisk, deltager i 2018 modvilligt i en arkæologisk ekspedition i ørkenen som ekskorte for sin anoreksiramte niece. Ekspeditionen rammes af uheld, og det går op for ham, at nogen forsøger at sabotere arbejdet og skjule sandheden om fortiden.

 

 

Uddrag af bogen

 

Prolog: Skytten 

Dato 3/8 2017.  

Intet er så roligt som et 7,62 high-speed projektil, der lister sig gennem luften med to-tre gange lydens hastighed. Hvis man tilfældigvis står på en god halv kilometers afstand og ser på skytten, har hjernen omkring et halvt sekund til at registrere mundingsglimtet, måske endda bemærke den svage røgudvikling for enden af løbet, før kuglen når sit mål. Et halvt sekund!

Oceaner af tid.

Mere end nok til at overveje, hvem målet mon er. Endda tid til, at elektriske impulser, der alle skriger ”Ned”, kan nå ud i nervesystemet og forberede kroppen på at kaste sig til jorden. Ikke at kroppen når at bevæge sig. Inerti æder tiden, og hvis man er målet, kan man kun håbe på, at sigtet har været dårligt, eller en uventet brise vil spolere projektilets tiltænkte bane.

Oceaner af tid.

Hvis man stirrer intenst på skytten, vil synsnerven måske endda kunne nå at registrere den mikroskopiske plet i luften, der umiddelbart efter skuddet virker uforanderlig, men pludselig vokser dramatisk i størrelse, før den slår ind mellem øjnene og sender et sidste blændende, sønderrivende elektrisk stød af sted til samtlige synapser med befaling om at lukke ned. Kun de hurtigste når at modtage signalet. Projektilets indgangshul er under en kvadratcentimeter, men udgangshullet på størrelse med en knyttet hånd, og gennem dette hul forlader knoglefragmenter, splintrede stumper af dum-dum-kuglen og blodig hjernemasse kraniet sammen med løsrevne nerveceller, der aldrig mere vil modtage signal af nogen art.    

Oceaner af tid – men også den sidste som levende, tænkende individ.

 

Neil sænkede riflen. Et fantastisk skud. 650 meter, og lige mellem øjnene. En underlig lykkefølelse gennemsyrede hans krop. Det var flere år siden, at han sidst havde haft lejlighed til at opleve adrenalinkicket ved at levere et så perfekt skud. Han blev stående i flere sekunder og nød fornemmelsen, mens tankerne gik på langfart. Sidste gang havde været i Afghanistan. Der havde han ligget på en gold bjergknold i flere dage og ventet på, at målet skulle dukke op. Da det endelig skete, var oplevelsen blevet spoleret. Bevares, skuddet havde været godt. Distancen havde faktisk været større end i dag. Men de forbandede mujahedinkrigere havde ødelagt roen, der altid bør følge et skud. De havde stjålet øjeblikket, hvor man trækker sig ind i sig selv og nyder præstationen, med deres forbandede kalashnikov-rifler. Han havde måttet trække sig tilbage og lade sig jage i flere timer, før han endelig fik fred. Det her havde været anderledes, langt mere perfekt.

Han sikrede riflen, rejste sig fra sin knælende position i sandet og gik tilbage til den trehjulede crosser. Efter at have stukket riflen i hylsteret startede han maskinen og kørte nogle meter frem, indtil han holdt på kanten af klitten. Et forrygende skue bredte sig ud foran ham. Enorme sandmiler tårnede sig op som dønninger på et oprørt hav. Deres toppe var indhyllet i et lyst, uigennemsigtigt skær, der skyldtes, at vinden konstant hvirvlede mikroskopiske sandkorn op og lod dem drive et kortere eller længere stykke vej, alt afhængig af deres masse. Oven over det hele brændte solen ned over den naturskabte labyrint fra en stålblå himmel.

Han kunne ikke lade være med at sukke over stedet, over øjeblikkets skønhed. Sådan burde det altid være. Ikke som i Afghanistan, hvor de havde smidt ham på porten. Snakket om, at han var mental ustabil. Utilregnelig, med voldelige tendenser, havde de skrevet i rapporterne. Svin. Han havde ventet på målet i 52 timer, og så skulle ingen – absolut ingen – give sig til at give ham kontraordrer. De havde ikke troet ham, da han påstod ikke at have modtaget beskeden efter den første dag. Måske fordi de havde gentaget den adskillige gange, faktisk med en times mellemrum, de næste 17 timer, indtil målet endelig var kommet på skudhold.

Han sendte en spytklat af sted med vinden, tog tørklædet op for næse og mund, rettede på solbrillerne, slap koblingen og drejede skarpt til højre for at følge klittens top. Ingen grund til at risikere liv og lemmer ved at forcere ned ad dens stejle side. Jagten var jo forbi. 

 

I adstadigt tempo nærmede han sig lejren. Camouflagenettene, der var spændt ud fra ravinens sider, skjulte den helt fra luften, og kastede – som sidegevinst – en smule skygge og gjorde det udholdeligt at opholde sig udendørs i ravinens bund, der ellers var en bageovn på denne tid af dagen. Hans komme var for længst blevet noteret, og en høj, bredskuldret mand i khaki-farvet kampuniform kom ham i møde. Neil kørte op til ham og standsede. 

”Jeg mente, at du fik besked på at hente ham tilbage – i live!” Den bredskuldredes øjne var udtryksløse som altid. Kolde og grå, viste aldrig følelser af nogen art.

”Jeg jagede ham i flere timer. Til sidst var jeg bange for, at jeg ikke ville have benzin nok til at nå hjem, Jonathan,” undskyldte Neil.

”Nå. Du havde da nok til at slæbe ham hele vejen tilbage,” svarede Jonathan og nikkede mod den blodige, grå bylt, der slæbte efter crosseren, og som engang havde været et levende menneske.

”Ja, det var heldigt. Han var lige ved at slippe fra mig. Er du klar over, hvor længe man kan gemme sig ude i de klitter? En evighed.”

”Så du skød ham? Et godt skud? Stor afstand?”

”Ja, næsten perfekt,” svarede Neil med et smil uden at ænse fælden i spørgsmålet.

”Det er jo godt. Neil, er du klar over, hvad han indbragte os?” Jonathans stemme var rolig og indtrængende, som talte han til et barn.

”En forbandet masse bøvl. Det er tredje gang, han er stukket af. Men det gør han ikke mere.”

”30.000 dollars om måneden – da han var i live. Lige så meget, som jeg betaler dig for et kvart år.” Jonathan holdt en pause for at lade ordene trænge ind.

Neil slog blikket ned og stirrede så sin støvle. Pis. Jonathan var sur. Han havde endda droppet sin falske irske accent og talte nu, som det han var: En cockney-dreng, der havde gjort karriere inden for hæren, men besluttet sig for, at betalingen som selvstændig var langt bedre. Men hvad betød en enkelt fange? De havde da flere.

”Nu skal jeg til at kontakte vores arbejdsgivere. Forklare dem, at Abn el Sukral ikke længere er i live. Hvordan tror du, at de vil tage det? De har trods alt betalt os for at holde ham fanget,” fortsatte Jonathan.

”Han var en lort. Lavede ballade, kunne ikke indordne sig. Sloges med de andre, stak af, krævede mere af os end nogen af de andre,” svarede Neil heftigt uden at hæve blikket.

”Ja. Men betalingen for at holde ham her var også bedre. De høje herrer ovre på den arabiske halvø ønskede ham ikke tilbage – men heller ikke dræbt. Det kunne de selv have gjort, hvis det var det, de ville.”

”Trækker du i min løn?” Neil løftede hovedet og så Jonathan lige ind i øjnene.

”Neil, hvordan skal jeg kunne trække det? Vil du undvære din løn og betale 20.000 hver måned, når pengene for Sukral burde være gået ind?”

”Han er da også noget værd som død. 500.000. Der er da en dusør på hans hoved.”

”Som du har blæst væk! Tænk dig om. Hvordan tror du, at arbejdsgiverne vil tage det, hvis vi hæver den halve million hos amerikanerne? Tror du, at amerikanerne vil holde mund med, at han er død? Nej, de vil slå det op som en sejr – og pludselig skal sheiken til at forklare hele sin familie, hele sit land, at onkel Abn ikke længere er her. Hvorfor, tror du, at de betaler os for at stuve de mennesker væk fra civilisationen?”

”Kan vi ikke bare grave ham ned og lade, som om vi stadig har ham? Jonathan, kom nu. Der er ingen grund til at se så sort på det. Okay, det var en fejl. Undskyld. Men lad det nu ikke ødelægge noget mellem os. Vi er da gamle venner. Hvor mange gange har vi ikke været på togt sammen?”

”Mange. Men det var noget andet. Kamp.”

”Hvad mener du?”

”Vi driver en fangelejr. Her skal vi undgå kamp. Men du søger den uafbrudt.” Der var en underlig tristesse over Jonathans stemme.

”Det gør jeg da ikke. Det her er da første gang…”

”Du tæver fangerne uden grund, så de ikke kan arbejde. Du ryger dig vind og skæv og farer rundt i ørkenen på crosseren og skyder løs på alt, der bevæger sig. Om det så er en vildfaren kamel, får den en kugle.”

”Det var en fejl, det…”

”Ja, det var en fejl at hyre dig. Det her er ikke en opgave for en mand som dig. Du kræver spænding – modgang – kamp for at kunne eksistere.”

”Jonathan, du må ikke fyre mig,” tiggede Neil. ”Jeg skal nok gøre det godt igen.”

”Okay,” svarede Jonathan efter en lang pause og pegede på ravinens side. ”Slæb han over og begrav ham ovre på skråningen.”

Neil sprang af crosseren, løsnede rebet, der var bundet fast mellem dens hjul og gav sig til at trække liget af Abn el Sukral hen over jorden. Jonathan fulgte med på et par skridts afstand for ikke at komme til at træde på ligets udstrakte arme, der slæbte efter det som to døde tentakler.

”Ligger de med hovedet mod øst?” grinede Neil.

”Aner det ikke. Lidt over mod venstre,” svarede Jonathan. ”Der ser jorden ud til at være til at grave i.”

”Hvor?” spurgte Neil, mens han slap tovet, der var viklet om ligets fødder, og vendte sig om og betragtede skråningen.

 

I modsætning til et high-speed-projektil er en pistolkugle langsom, uendelig langsom.  

Det kluntede 9 mm-projektil når kun netop op på lydens hastighed, når det forlader pistolens korte løb, og taber i løbet af få meter yderligere fart. Hvis pistolen affyres bag en, vil braget fra pistolen nå ørerne brøkdele af sekunder før kuglen slår ind. På trods af sin størrelse vil kuglen desuden som oftest blive bremset så kraftigt ved anslaget, at det ikke vil have energi til at trænge dybt ind i – eller igennem – målet. Er der ydermere tale om et blødt mål omkranset af en hård skal, bliver opbremsningen af kuglen uhyre effektiv. Dens energi afsættes lynhurtigt til målets bløde dele, hvilket skaber et tryk inde i den omkransende skal, der risikerer blive sprængt, med mindre trykket kan udlignes gennem huller i skallen. 

Uendelig langsom – men også her den sidste!

 

Da kuglen fra Jonathans pistol ramte Neil i nakken, poppede hans øjne ud, mens han blev kastet næsegrus til jorden med knust baghoved.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.11 | 08:30

Hej Thomas.
Det vil jeg gerne, men jeg har ikke din mail-adresse.
Min er jjhansen@youmail.dk.
Med venlig hilsen
Jens Jørgen

...
30.10 | 20:50

Hej Jens Jørgen

Vil du kontakte mig på mail? Det drejer sig om en forespørgsel vedr. dine bøger.

Pft.

Thomas

...
23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
23.12 | 18:58

Hej Jens, har lige læst Manden i kolonihaven! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds men denne bog er virkelig god.) tak for god underholdning. Vh

...
Du kan lide denne side