Morderen i Kolonihaven

Uddrag af bogen:

 

Kapitel 1                                       

Onsdag d. 11/11, længe før daggry.

 

Livet var så småt ved at rinde ud af Bundsby.

For 80 år siden havde det været en lille, ussel flække med to aftægtshuse og et par gårde midt ude på heden, men et trinbræt for enden af T-krydset ud mod den nordgående jernbane havde givet stedet et skub i retning af noget større. Skole, købmand, et par butikker og et smedeværksted var snart kommet til og havde skaffet stedet de første arbejdspladser, og mejeriet havde fulgt trop og sørget for, at byen kunne gro op af sandet.

Nu var Bundsby på vej tilbage mod fortidens alt andet end grandiose storhed. Mejeriet var lukket, smedjen blevet til vinterlagerplads for kommunen og butikkerne reduceret til en antik- og genbrugsbutikker og en bedemandsforretning, der hårdnakket nægtede at dø.

Det gamle trinbræt og arealerne foran det havde skiftet karakter. De bidrog ikke længere til væksten, tværtimod. Ikke at det så forsømt ud som resten af byen. Den gamle stationsbygning var ombygget til busterminal med venteværelse, og pladsen udenfor var velholdt. Sort asfalt prydede de tre busholdepladser, og smagfulde fliser dannede indviklede mønstre mellem dyngerne af tøsne omkring det store, kameraovervågede cykelskur. Et klart fremskridt i forhold til tidligere tiders grusbelagte, mudrede veje.

Eneste minus var, at for hver 1000 passagerer, der tog bussen ud af Bundsby, vendte kun 999 tilbage. De unge flygtede mod større byer for sjældent at vende tilbage, drevet bort af kedsomhed, og tiltrukket af storbyernes livslyst. Så det gamle trinbræt, der engang havde sørget for, at livet kunne blomstre op, sørgede nu for, at afblomstringen forløb hurtigt og smertefuldt.

 

En vinterklædt mand iført mørk skihue og parkacoat nærmede sig pladsen ad fortovet, der løb hele vejen oppe fra byen og ned til stationsbygningen. Halvtreds meter før pladsen standsede han op og så på uret over ventesalen: 03:28. Hurtigt svang han rygsækken af skuldrene, åbnede den og trak et underligt apparat frem, som han stillede på jorden. Han bandede, da de handskeklædte fingre ikke lystrede i første forsøg. Satans, at det skulle give sig til at sne så tidligt på året. Endelig fik han ram på knappen. En skarp, rød lysstråle skød ud fra laseren, der var anbragt øverst på apparatet. Han bøjede sig ned, drejede på en knap, og lysstrålen gav sig til at bevæge sig hen over området. Da den nåede hushjørnet på stationen, standsede han og greb fat om en anden knap. Et øjeblik efter gled strålen opad, og mindre end fem sekunder efter traf den sit mål: Overvågningskameraet. Han finjusterede strålen og rejste sig. I det fjerne hørtes en lastbil gasse voldsomt op. Få øjeblikke senere dukkede den op med fuldt blændende lygter fra en af de andre veje, der ledte ned til pladsen. Han kunne ikke lade være med at smile. Lygterne blændede og afskærmede bilen fra alle nysgerrige blikke, pærerne i nummerpladelyset var omhyggeligt skruet løse, og skulle nogle alligevel være så heldige at få et glimt af pladerne, ville det ikke bringe dem meget videre: De var stjålet i Vejle. Da stationsuret skiftede til 03:30, bremsede den gamle Hanomag op ved cykelskuret. To mørkklædte, formummede mænd sprang ud, den største af dem med en stor boltsaks i hænderne, og gav sig øjeblikkeligt til at tømme skuret. Den mindste af mændene kastede cykel efter cykel op på lastbilens lad, mens den store skar de cykler, der var lænket fast til stativerne, løs.

 

Sofus var træt og småfuld. Vældig hyggelig aften. Sammen med Caroline, Egon og Børge havde de stampet en fest op, på trods af det var en almindelig onsdag aften. Til sidst havde Caroline dog smidt dem ud.

”Jeg skal på arbejde i morgen tidlig.”

”Genbrugsbutikken åbner da ikke før ti.” Egon kunne aldrig få fest nok og pralede af, at han for det meste tog på arbejde og fik morgenmalkningen overstået, før han gik hjem i seng.

”Ud. Jeg skal sove.”

”Ka’ jeg ikke sove her? Det tager hundrede år, før jeg når hjem, og jeg skal alligevel ned på stationen og med bussen sydpå i morgen. Skal møde hos arbejdsformidlingen klokken 11,” havde Børge, den kussetyv, forsøgt sig, men Caroline var ikke hoppet på limpinden.

”Ud. Vi ses i weekenden.”

 

Forbandede vind. Ækelt kold. Sofus bandede op mod himlen, mens han fortrød, at han havde takket nej til at køre med Egon hjem. Men cyklen stod nede ved stationen, og Egon var pissefuld, så indenfor i varmen havde det virket som en god ide. Men nu?

Han nærmede sig pladsen i raskt trav og fik øje på lastbilen. Hvad var det, der skete dernede? Så gik det op for ham.

”Hvad har I gang i, røvhuller?” skreg han. ”Få de cykler læsset af igen.”

De to mørkklædte mænd standsede op og stirrede mod ham. Så trådte den ene frem med en boltsaks i hænderne.

”Pis af med dig. Det her rager ikke dig,” råbte han.

”Det er min cykel,” skreg Sofus tilbage og nærmede sig.

”Glem den. Forsikringen giver dig en ny,” råbte manden tilbage og trådte et skridt frem, mens han hævede boltsaksen.

”Skal du true med den der, din lille lort?”, hvæsede Sofus og rettede sig helt op, mens han knyttede hænderne. Med sine 2 meter var han de første 15 centimeter større end den anden.

”Stik nu af, din idiot.” Manden dansede foran ham med boltsaksen i hænderne. Hans makker holdt sig to-tre skridt bag ham, men Sofus hørte ham alligevel hviske: ”Vi må væk. Han vækker hele byen.”

”Det er rigtigt, din lort. Og så får I klø,” råbte han og gjorde udfald mod manden med saksen, der dansede et skridt tilbage gennem sjappet af halvsmeltet sne.

Han så ham aldrig, men nåede at forstå, at den anden måtte have listet sig ind på ham bagfra. Et voldsomt spark ramte ham i knæhasen, og benet knækkede sammen under ham, samtidig med han fik en skulder i ryggen. Han væltede forover, men tog fra med hænderne. Da han hævede hovedet for igen at rejse sig op, så han enden af boltsaksen komme drønende gennem luften. Den ramte ham rent i tindingen, slog huen af ham og fortsatte hen over kraniet, hvor den flænsede en solid luns kød af hovedbunden. Med flimrende øjne væltede han om i pløret, mens blodet løb ned over hans ansigt. Han forsøgte at rejse sig, men benene lystrede ikke.

”Din idiot. Du slog ham ihjel,” hørte han nogen råbe.

”Du sparkede ham sgu da selv ned.”

”Ja, men jeg slog da ikke skallen ind på ham. Vi må væk,” blev der skreget.

Foran ham blev lastbilen startet, og et øjeblik efter svingede den ud fra pladsen. Den passerede så tæt på ham, at han blev ramt af snesjappet, som hjulene sprøjtede op. Han væltede om på maven og så efter bilen. Alting snurrede rundt, og det ene øje var lukket af blod, men gennem tåger så han bilen standse nogle meter oppe ad vejen, en mand springe ud og samle et underligt apparat op for derefter at kaste sig ind i bilen, som forsvandt i en sky af dieselos.

Han samlede en klump sne op og holdt mod panden. Den kølede netop så meget, at han kunne mobilisere kræfter til at gribe ned i lommen, finde mobiltelefonen, trykke på en tast og stønne ”Hjælp.”

 

Da han tre uger senere kom til bevidsthed på Traumecentret ved Aarhus Universitetshospital, huskede han intet. Lægerne var alligevel tilfredse med ham. På trods af kraniebrud og blødninger i hjernen var han i stand til at huske, at han hed Sofus, og at Børge var en kussetyv.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
23.12 | 18:58

Hej Jens, har lige læst Manden i kolonihaven! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds men denne bog er virkelig god.) tak for god underholdning. Vh

...
14.06 | 22:28

Hej Zeenat.
Tak for de pæne ord. De varmer og giver energi til at fortsætte skriveriet.
Kan ikke love dig en efterfølger, men har da overvejet det flere gange.

...
13.06 | 21:42

Hej Jens!
Jeg har lige læst hele denne bog, og den er altså helt fantastisk! Man lever sig helt ind i den! Jeg ville ønske der var en efterfølger!

...
Du kan lide denne side