Gnallingstenen

Kort om bogens indhold:

I en tid, hvor storbønder strides om magten på øen, hvor bronzen så småt er ved at vinde indpas i samfundet, og hvor udtjente trælle uden videre sættes ud i mosen, kan det være svært at vinde hæder og ære.

Men jeg, Sigwulf, gjorde det, og dette er min fortælling.

Jeg rejste mig fra træl til fribonde – skønt livet som fribonde med ansvaret for at skaffe føde til alle også kræver hårdt arbejde og et vist held.

Det er også fortællingen om de begivenheder, der fandt sted, da min ven Brand, søn af storbonden Eldgrim, blev stræbt på livet af en af de andre storbønder; hvordan vi sammen flygtede for senere at tage kampen op, hvordan røvere forsøgte at knægte os og hele øen, men ikke mindst historien om, hvordan én gud – min gud, Gnallingstenen – viste sig at være stærkere end alle andre.

 

 

 

Uddrag af bogen:

 

Kapitel 1.

Jeg bandede stille, men ikke så højt, at skovens ånder kunne høre det. Den dumme hvalp. Husbonds yngste søn skulle have sørget for, at geder og får blev holdt samlet på overdrevet mod nord, der stødte op til skoven; men han var blevet skræmt af nattens tordenvejr og krøbet i et hul i stedet for at passe på flokken, der var stukket af og havde gemt sig dybt inde i skoven under uvejret. Husbond havde taget det forholdsvis roligt – skældt knægten lidt ud og stukket ham en på hovedet - hvorefter han havde sendt alle ud for at samle dyrene ved daggry.

 

 Sveden drev ned ad mig efter de mange timers søgning efter dyrene i det uvejsomme terræn, og maven knurrede efter mad; det var langt ud på eftermiddagen, og jeg havde ikke fået noget at spise siden daggry. Endnu en ed undslap mig. Ved middagstid havde vi fundet flokken, men et enkelt gedekid manglede. Sporene efter kiddet havde ført dybere ind i skoven, og husbond havde uden videre kommanderet mig af sted med ordene:

 

”Find det kid, Sigwulf. Om nødvendigt overnatter du i skoven. Det klarer sig ikke derinde i længden. ”

 

”Men husbond, skoven …” havde jeg indvendt. Ingen ønskede at tilbringe en nat derinde; enhver vidste, at trolde, ånder og dæmoner kom frem ved solnedgang og vandrede rundt mellem træer og klipper for at slå kløerne i de stakler, som dristede sig til at opholde sig derinde om natten.

 

”Ingen diskussion. Kom af sted. Det kid betyder kød og skind til vinter. Eller vil du hellere sulte?”

 

Irriteret var jeg sat efter geden. Ingen af de andre - selv ikke husbond - turde overnatte i skoven, så selvfølgelig var det blevet mig, Sigwulf, trællen, der var blevet jaget af sted. Efter en tid havde min vrede dog lagt sig. Husbond var ikke så slem. Måske ikke nogen modig mand, men han sørgede for os alle; der var grød på bordet ved daggry, og ganske vist fik jeg som yngste træl altid sidst, men som oftest var der nok til at blive mæt.

 

Skiftet i humør havde dog også skyldtes, at jeg endelig havde fundet spor efter geden. Ved et vandløb havde jeg fundet aftrykket af en lille klov i mudderet, og siden da havde jeg fulgt bækken, som løb i bunden af en sprækkedal, der skar sig vej ind gennem skoven.

 

Dalens skråninger blev stejlere og stejlere, og den nøgne klippe tittede oftere og oftere frem, efterhånden som jeg arbejdede mig af sted langs bækken. Skindlapperne om mine fødder var gennemblødte af at traske af sted gennem mudderret ved bredderne, men jeg turde ikke gå længere op på den tørre jord, hvor det var langt vanskeligere at finde spor. Længere fremme rejste mægtige klippeformationer sig, og ud fra de gamles fortællinger vidste jeg, at det måtte være der, hvor klipperne svarede, hvis man råbte noget til dem. Jeg gøs. Det var ikke noget godt sted; ånder og trolddom regerede der. Jeg satte farten op og bad til, at kiddet dukkede op, inden det blev aften.

 

En bevægelse i skoven oven for klipperne fangede mit blik. En lille rødbrun skygge forsvandt bag en klippeblok. Jeg greb ned i læderbæltet, som holdt min uldkofte strammet sammen om livet, og trak stenøksen op. Følelsen af skaftet i hænderne gav en vis fornemmelse af tryghed; hvis en syg ræv skulle få den ide at angribe mig, ville øksen så let som ingenting kunne kløve dens hoved; hvis noget større – en trold eller dæmon – skulle få ideen, ville selv den største, skarpeste flinteøkse ikke kunne hjælpe, og min lille økse var af mørk, sleben sandsten.

 

Pludselig hørtes en sagte brægen forude. Jeg standsede og spejdede i retning af lyden, men den var svær at bestemme. Så gentog den sig, og endelig fangede mit blik geden. Den var mange hundrede skridt foran mig – på den anden side af de store, talende klippeformationer – og på vej op ad en stejl klippeskrænt. Jeg tog mod til mig og satte i løb forbi formationerne, mens jeg holdt øje med kiddet. 

 

”Skøre dyr,” mumlede jeg, da jeg så, hvordan den fejlede et spring fra en afsats til den næste og var ved at styrte ned. Den hang på maven, og de små tynde bagben piskede rundt i luften for at finde fodfæste, mens forbenene holdt fast i en afsats.

 

De talende klipper gjorde mig intet, da jeg stormede hen og gav mig til at klatre op ad skrænten efter at have stukket øksen tilbage i bæltet; det var nødvendigt at bruge begge hænder. Flere steder måtte jeg arbejde mig op over nøgen klippe, andre steder hen over et tyndt græslag uden på klippen, og atter andre steder kravle hen over trærødder, der strakte sig fra de tårnhøje løvtræer på skræntens top og ned langs siderne, hvor de borede sig ind i sprækker og mellemrum mellem klippeblokkene. Da jeg nåede op på højde med geden, gav jeg mig til at arbejde hen mig hen mod den, mens jeg kaldte og snakkede med den for at berolige den.

 

”Ikke løbe, ikke falde ned. Jeg skal bare hen til dig og have et reb om halsen på dig. Så går vi hjem.”

 

Et stort træ stod vejen. Et agern havde for århundreder siden lagt sig til hvile på en forhøjning på skrænten, slået rødder og sendt dem ud over klippen for at skaffe væde, og det med held; træet var enormt, større end en voksen mand kunne spænde om. Det rejste sig tyve-tredive skridt op over sprækkedalens kant, mens dets side kun lå få armlængder fra den stejle skrænt. Jeg besluttede at klatre oven om træet, greb fat i rødderne og kravlede frem. Jeg var næsten nået over på den anden side af træet og var kun nogle få armlængder fra geden, da en knagende lyd fik mit blod til at fryse til is. Jeg standsede øjeblikkeligt op og sad helt stille, mens jeg lyttede. Under mig hørte jeg småsten og jordklumper falde ned ad skrænten, mens geden brægede som i panik. Anspændt holdt jeg vejret, og efter en kort stund aftog lyden. Uendeligt forsigtigt gav jeg mig til at arbejde mig over til geden, mens jeg forsøgte at undgå at gribe fat i træets rødder.

 

Netop som jeg troede, at det var lykkedes, hørtes et skarpt smæld over mig, da en fingertyk rod brast. Desperat satte jeg i et spring hen over skræntens side. Mine fødder gled, og jeg slog ind mod klippen, men jeg fik fat i den afsats, som geden tidligere havde bøvlet med at komme op ad. Et par skridt ved siden af mig rev egen sig løs. I starten gik det stille; jord og småsten gjorde sig fri af røddernes omfavnelse og regnede ned over skrænten, mens egen hældede ud over afgrunden; smårødder blev hevet op fra underlaget oven for træet for kort efter at briste med små skarpe smæld, hældningen tog til, og et øjeblik efter styrtede træet ned i en kaskade af jord og sten, mens et inferno af larm kastedes mod himlen. Jeg mærkede undergrunden forsvinde under min højre side, men ved et rent mirakel klarede jeg at holde fat med venstre hånd i klippeafsatsen. Desperat sparkede jeg ud i luften for at finde fodfæste, mens et brag af den anden verden nåede mine ører, da egen landede neden for skrænten. Endelig ramte mine fødder et fremspring. Jeg klamrede mig til siden i nogle få øjeblikke, inden jeg kravlede op på afsatsen til gedekiddet. Det stod roligt, nærmest forstenet, og jeg kunne uden videre gribe det i benet. Jeg fik mig arbejdet op, så jeg kunne sidde op ad skrænten med det i favnen. Det brægede en gang mere, og jeg kunne ikke lade være med at le.

 

”Jeg må have set ud som dig, lille ven, da jeg hang der på skråningen,” grinede jeg lettere hysterisk, lykkelig over ikke at være blevet trukket med egen ned i afgrunden.

 

Med lidt besvær fik jeg hamperebet, som jeg havde båret over skulderen, fundet frem. Jeg bandt kiddets ben, så det ikke kunne stikke af, så mig omkring og begyndte derpå til at kravle ned med geden under den ene arm. Flere gange måtte jeg standse op for at finde fodfæste, to gange måtte jeg endda vende om og kravle opad for at finde en ny vej nedad, men efter lang tids besvær nåede jeg endelig bunden af sprækkedalen. Efter at have løsnet rebene og bundet en grime, som kiddet kunne have om halsen, gik jeg over til bækken, så både geden og jeg kunne få noget at drikke. Derpå satte jeg mig anstrengt i græsset ved bredden. Hver en sene i min krop gjorde ondt, mine ben var fulde af blødende rifter, og min ene fod gjorde nederdrægtigt ondt. En skarp klippeblok havde skåret en dyb flænge i skindstykkerne. Forsigtigt løsnede jeg snørerne, der holdt stykkerne på plads om foden og så på skaden. Stenen havde skåret sig vej gennem skindene, men ikke haft kraft nok til at skære huden op. Foden var dog hævet efter slaget, så efter at have taget skindene af den anden fod stablede jeg mig på benene og vadede ud i bækken, hvor jeg vaskede rifter og flænger og fik foden kølet ned. Derpå haltede jeg op igen, satte mig og viklede skindene om fødderne igen.

 

Jeg skulle lige til at vende næsen hjemad, da noget slog mig; skindene havde været skåret. På trods af, at solen allerede var ved at gå ned, og jeg sandsynligvis ikke ville kunne nå ud af skoven inden det blev mørkt, gik jeg tilbage til skreddet. Egen lå oven i en stor dynge jord og sten, der var blevet revet med i faldet. Et eller andet glimtede i den nedgående sols lys. Jeg bøjede mig ned og samlede det op; en sort, kløvet flintesten med en skarp kant og en skal af kalksten udenom. Jeg lagde den til side og rodede videre i jordbunken. Kort efter havde jeg fundet de første fire sten magen til den første, og det uden at være nået igennem en fjerdedel af bunken. Smilende gav jeg mig til at binde enden af hamperebet om de knytnævestore sten. Da de endelig var tilpas viklet ind i reb, svang jeg dem over skulderen og satte haltende kurs ud gennem sprækkedalen.

 

Geden gjorde sig ud til bens, og foden gjorde ondt, så jeg nåede ikke ud af skoven før det blev mørkt. Desuden fandt jeg en nysudsprunget busk, hvis rødder kunne spises. Jeg gav mig tid til at grave busken op og rense nogle af rødderne for i det mindste at få et eller andet i maven. Det mættede ikke alverden, men tog alligevel de værste sultfornemmelser. Jeg rensede alt, hvad der var, så jeg også havde en håndfuld til næste dag, fortsatte derpå nogle tusinde skridt gennem sprækkedalen og fandt et sted, hvor en klippe ragede op af jorden. Forsigtigt lagde jeg rødderne, som jeg havde båret i en fold på koften, fra mig i græsset op ad stenen, tøjrede geden og gav mig til at samle strå til et leje. Det blev ikke til mere end to favnfulde, før mørket satte ind før tid; skyer var trukket ind over øen fra vest, netop som solen gik ned, så tusmørket blev kort. Jeg satte mig op ad klippen, stirrede ud i mørket og bad til Gnallingsten, min gud, om at beskytte mig. Da regnen et øjeblik efter satte ind, overvejede jeg, om jeg måske skulle til at tænke på at skifte gud. En ugle tudede i det fjerne, og jeg greb fat om amuletten om min hals og undskyldte. Gnallingsten var trods alt det eneste – den eneste – som havde fulgt mig lige så længe, som jeg kunne huske.

 

Regnen stilnede af, og skyerne fortrak. Månen og stjernehimlen blev tændt og kastede en smule lys ud over landskabet. Nogle hundrede skridt foran mig løb bækken nede i engområdet; en let tåge var allerede ved at brede sig dernede. Omkring mig fik det sparsomme lys de forkrøblede træer til at forekomme spøgelsesagtige og ligne underlige væsener, der kæmpede mod kramper, som fik dem til at trække sig sammen. Og på den anden side af klippen dannede den tættere skov en mørk, uigennemtrængelig mur. Jeg puttede endnu et par rødder i munden og lyttede, mens jeg tænkte over min skæbne.

 

Som ung dreng havde der været misvækst på min fars gård. For at forsørge resten af familien - to brødre og tre søstre – så vidt jeg kunne huske – havde han været nødt til at sælge mig. Hans ord til min mor med: ”Han vil få det bedre end her, træl eller ej. Og han er kun solgt i femogtyve år,” var den tidligste erindring, som jeg overhovedet havde; deres udseende, navne, alt var væk med undtagelse af ordene. Min næste svage erindring var en kvinde – sandsynligvis min mor – som knælede foran mig og gav mig en amulet om halsen.

 

”Det her er Gnallingstenen,” havde hun sagt. ”Den vil beskytte dig mod alt ondt.”

 

Jeg huskede, hvordan stenen dengang havde føltes tung, selv om den ikke var større end en lille barnehånd. Stenen var rund med hul i midten som et hjul, og hele vejen rundt blandede sorte og hvide farver sig med hinanden i lange tråde. Min tredje erindring fra den tid var bølger og hav. En stammebåd havde fragtet mig herover på øen, hvor husbond havde købt mig. Da havde jeg været omkring fire år.

 

Den tid lå nu fjorten år tilbage i tiden, og jeg tvivlede på, at husbond havde tænkt sig nogensinde at give mig fri - endsige havde hørt om aftalen med de femogtyve år. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, hvad jeg skulle stille op, hvis han gav mig fri. Fra trællene på de andre gårde kunne jeg forstå, at mange af de frie mænd, der arbejde for gårdejerne, havde det ringere end dem; den samme kost og det samme arbejde, når der var arbejde, og ellers ingenting. Flere af dem måtte ernære sig som jægere, samlere og fiskere store dele af året, og det naturligvis i de perioder, hvor jagt og fiskeri var ekstra svært. Jeg kunne dog ikke lade være med at drømme om en gang at blive fri – sult eller ej.

 

En puslede lyd i det fjerne rev mig ud af tankerne. Jeg stirrede ud i mørket, men kunne intet se. Så fortalte en hæs hylen, at det var en ræv, som luskede rundt. Jeg fandt stenøksen frem igen, og med den i hånden faldt jeg få øjeblikke efter i søvn.

 

 

 

Morgenkulden vækkede mig. En tæt dis lå hen over området, og ude mod øst var solen ved at kigge op over horisonten. Jeg rejste mig og vaklede rundt på stive ben for at få liv i lemmerne igen. Foden var svulmet op og gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne støtte på den. Kiddet vågnede, brægede og løb frem og tilbage i sit tøjr, og efter at have gumlet endnu en rod tog jeg dyret med ned til bækken og vandede det. Derpå skridtede jeg humpende af sted langs bækken, mens solen kom længere op på himlen og fik den magt, som foråret tillod den. Efter en tid drejede jeg mod nord og vandrede ud af den sidste del af skoven og videre gennem overdrevet op mod husbonds gård. Tempoet var alt andet end højt på grund af foden, men midt på formiddagen nåede jeg frem til agrene og kunne se gården. Flere personer stod på pladsen mellem laden og gården, og da de fik øje på mig, skilte en sig ud fra flokken og kom mig i møde. Det var husbond.

 

”Du klarede det alligevel. De gamle mente, at dæmonerne ude i skoven havde taget dig,” råbte han på lang afstand.

 

Jeg kunne ikke bedømme hans stemme; ikke helt blive klar over, om han var glad eller skuffet. Han var helt sikkert glad for at se kiddet igen, men jeg var ikke så sikker på, at det samme gjaldt mig. Vinterforrådene var ved at være brugt og markerne tilsået, og foran lå en periode uden det helt store at lave. Måske havde han hellere set, at der havde været en mund mindre at mætte.

 

”Jeg fandt kiddet i den store sprækkedal,” råbte jeg tilbage. ”Oppe på en skrænt.”

 

”Du halter. Er du faldet ned?” spurgte han og satte farten op.

 

”Nej. Men skrænten skred, mens jeg var deroppe. Var ved at blive revet med.”

 

”Alvorligt?” spurgte han pustende, da han nåede frem til mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hurtigheden for længst havde forladt hans krop. De senere år var han kommet sig og måtte nu veje næsten det dobbelte af mig, selvom vi var næsten lige høje; han omkring de seks fod, jeg en smule mindre.

 

”Nej. Det er bare slaget, og foden er hævet en smule,” underdrev jeg.

 

”Godt. Du skulle nødig blive halt. Det er et kid ikke værd.”

 

Jeg kunne ikke lade være med at smile; han havde virkelig været bekymret for mig. Jeg slængede rebenden med flintestenene ned fra ryggen og rakte ham tovet.

 

”De her blev revet med ned.”

 

Han greb rebet, gik ned på knæ og gav sig til at løsne et par knuder. Et øjeblik efter rejste han sig med en af stenene i hånden og glitrende øjne.

 

”Sort flint. Og af god kvalitet, ser det ud til. De kan sælges for korn; måske ikke alverden, men trods alt nogle pund. Jeg tror faktisk, at vi alligevel skal til marked om to dage. Jeg havde ellers opgivet at tage af sted, men nu har vi da noget at sælge.”

 

Jeg ville netop til at spørge, om jeg måtte komme med – i hele mit liv havde jeg kun været til marked tre gange, og sidste gang lå år tilbage – da min mave rumlede højt. Husbond løsrev blikket fra stenen og smilede til mig.

 

”Du må være sulten. Jeg gav madmor besked på at gemme en lille skål grød til dig. Nu skal jeg tage kiddet – og stenene.”

 


 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
23.12 | 18:58

Hej Jens, har lige læst Manden i kolonihaven! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds men denne bog er virkelig god.) tak for god underholdning. Vh

...
14.06 | 22:28

Hej Zeenat.
Tak for de pæne ord. De varmer og giver energi til at fortsætte skriveriet.
Kan ikke love dig en efterfølger, men har da overvejet det flere gange.

...
13.06 | 21:42

Hej Jens!
Jeg har lige læst hele denne bog, og den er altså helt fantastisk! Man lever sig helt ind i den! Jeg ville ønske der var en efterfølger!

...
Du kan lide denne side