Legionæren 7

Kort beskrivelse af bogens indhold. 


Marcus og hans mænd er blevet gemt af vejen i en lille, afsondret kystby i Spanien. Her slår de sig på saltsydning og handel, mens de venter på ordrer.
Stump er flygtet sydpå og har fundet sig et hjem i bjergene, men indhentes af sin fortid og tvinges til at tage arbejde for Galan, som driver en gladiatorskole.
I nord hos Maria og Ulf bliver der lagt op til krig; røverkongen Bart, der i sin tid bortførte Maria, er gået i tjeneste hos den onde kong Gizur, der ønsker at underlægge sig landet. Ventetiden for Marcus og legionærerne afbrydes brat, da Plinius, en magtsyg senator med kontrol over 1½ legion, beslutter sig for at erobre sølvminerne i det nordlige Spanien og udråbe sig selv som kejser. Sixtus og Legatus Legionis træffer deres forholdsregler og sender Marcus og hans tyve mænd i kamp mod Plinius´ legion for at vinde tid til at redde minerne. Men kan 20 mand overhovedet bremse over 5000 legionærer på vej i krig?

Uddrag af bogen:

 

Kapitel 1

Vejen gennem bjergene var god, og centuriet af germanske Auxilares kunne marchere i gelleder på fire mand. Den romerske centurion, der førte styrken an, så sig omkring i landskabet. De var på vej opad, ingen tvivl om det. Efter længe at have marcheret i dalene var de på vej op i mere bjergrigt terræn. Vejen, de gik på netop nu, vidnede om det. Den løb på siden af en stejl klippeside, der enkelte steder var bevokset med nåletræer, men ellers kun græs. Længere oppe lå plamager af sne på klippesiden, men det meste var allerede forsvundet. Foråret havde holdt sit indtog, selv i disse højder. På vejens anden side gik en klippeskrænt stejlt ned, så stejlt, at end ikke græs kunne finde fodfæste.

Et smæld, efterfulgt af en klagende lyd, fik ham til at fare sammen og kommandere det let udrustede centurie ind til klippesiden. Hundrede meter foran ham tog den klagende lyd til, og et stort, gammelt grantræ, der så ud, som om det var gået ud for flere år siden, væltede ned over vejen og spærrede den. Han sendte to mænd i forvejen. De løb af sted i deres lette ringbrynjer, mens de holdt de runde, malede skjolde op mod siderne for at beskytte sig mod overraskelser. Få øjeblikke efter kom de tilbage.

”Træ fældet i forvejen. Holdt oppe med reb,” sagde den ene og viste en stump svær reb, som han havde skåret af træet.

”En fælde. Et forbandet baghold,” tænkte centurionen og så sig omkring. Han fulgte vejen med øjnene fremad. Den snoede sig rundt i et sving på 180 grader uden om afgrunden, mens den arbejdede sig opad. Over for ham på den anden side af kløften rejste en person sig på vejen. Manden var iklædt den karakteristiske røde tunika, som kendetegnede legionærer, men bar ikke brynje. På hovedet havde han en almindelig romersk hjelm, og i hånden en stor bue.

”Hertil og ikke længere,” råbte manden, og centurionen overvejede, om han kunne nås med et pileskud. Det kunne han ikke. Han var netop uden for rækkevidde af selv en kraftig bue, og desuden stod han mindst halvtreds meter højere end centuriet.

”Hvem siger det, om jeg må spørge?” skreg centurionen tilbage.

”Det gør jeg, Marcus, en af kejserens centurioner,” lød det fra manden.

Centurionen overvejede kort at sende sine mænd frem og rydde stien, men hvis den løjerlige fyr uden brynje var centurion, kunne der lure 80 mænd, klar til at slagte hans eget centurie. I stedet sendte han en løber tilbage til kohorten, der befandt sig en halv kilometer længere bagude, mens han selv besluttede sig for at snakke lidt med denne Marcus.

”Hvorfor kun hertil?” råbte han til skikkelsen.

”Fordi det er kejserens land,” råbte Marcus tilbage.

”Men vi er vel også kejserens folk?”

”Det afhænger af jeres ærinde nordpå.”

Centurionen skar en grimasse. Manden lod til at have en ide om, hvad ærindet nordpå var. Ellers ville han ikke forsøge at stoppe legionen på denne måde.

”Hvis du er romersk legionær,” råbte centurionen, ”så vil du blive straffet for at forhindre os i at drage mod nord.”

”Hvad ønsker I mod nord? Kulde? Sne? Sølv?”

Centurionen bandede indædt. Manden på den anden side af kløften kendte deres mål. Han opgav samtalen, men bandede stadig, da løberen kom tilbage fulgt af et helt centurie iklædt leddelte brynjer og bærende firkantede skjolde og spyd. Lederen af centuriet, en seniorcenturion, kom hen til ham.

”Plinius – min herre og legionens leder – lader vide, at han kender manden. Han har kun 25 mand. Vi rydder vejen,” sagde han storsnudet og gav en kort kommando bagud. De romerske legionærer rykkede frem, mens de holdt skjoldene beskyttende op mellem sig og manden oppe på vejen.

Næppe var de gået i gang med at rykke frem, før der lød flere smæld af strakt tov, der hugges over. Foran dem styrtede yderligere tre træer ned på vejen.

”Fortsæt,” brølede seniorcenturionen, og de to centurier rykkede frem. Da dukkede otte andre mænd pludseligt op på vejen overfor, alle med buer i hænderne.

”Skjolde op,” skreg centurionen, da ni pile skar gennem luften og slog ned.

To blev ramt, og alle gik i dækning under deres skjolde. På grund af højdeforskellen kunne de ni skytter netop nå centurierne.

”Op, I forskræmte høns. Ryd den vej,” råbte seniorcenturionen, mens anden salve slog ned omkring ham.

Legionærerne gik i gang med at rydde vejen. Nogle gav deres skjolde videre til sidemanden, der så skulle beskytte både sig selv og dem. Beskydningen med pile fortsatte i støt tempo, som om bueskytterne stod på en træningsbane. Centurionen talte fyrre salver, før centurierne havde fået fat i det gamle træ og skubbet det ud over kanten. Omkring han lå sårede og døde, og beskydningen fortsatte i samme tempo.

”Næste træ,” skreg seniorcenturionen, og hele kolonnen af mænd arbejde sig tyve skridt længere frem til næste træ, hvor seancen gentog sig. Beskydningen fortsatte med uformindsket styrke, og flere og flere legionærer faldt.

”Det er vanvid, det her. Vi har allerede mistet en fjerdedel af mændene. Og de fleste af dem er mine,” tænkte centurionen desperat, mens han krøb sammen under sit skjold og talte videre i sikkerhed nede i bagtroppen.

Da han nåede til et hundrede salver, styrtede det andet træ i afgrunden, og legionærerne fortsatte frem, mens de dårligere beskyttede Auxilares faldt på stribe.

Netop, som legionærerne og de germanske lejetropper skulle til at gribe fat i tredje træ og flytte det, lød en række smæld, højere end før da træerne faldt.

”En tyndere line,” nåede centurionen at tænke, inden larmen over hans hoved fik ham til at se op.

De hvide plamager, som han havde troet var sne, var blevet levende. Lyse stykker tømmer, der omhyggeligt havde været bundet sammen og dannet afsatser på mindre stejle steder på klippevæggen, regnede ned fra bjergsiden. De kunstige afsatser var blevet holdt oppe af tynde, stærke liner. Nu, hvor linerne var blevet skåret, styrtede afsatserne med deres indhold af stenblokke ned ad klippesiden og ramte legionærerne, der befandt sig mellem ham og tredje træ. Som en stormflod slog de ned, knuste ansigter og lemmer og fejede mændene ud over afgrundens rand, mens regnen af pile varede ved. Han så seniorcenturionen blive ramt af en pil i skulderen, dreje sig og få hovedet knust af en faldende stenblok på størrelse med en vandmelon.

”Tilbage,” skreg han angst.

Legionærer og Auxilares styrtede bagud i panik, men flere faldt, ramt i ryggen af pile. Selv trak han sig tilbage, dækket af skjoldet som de mere koldblodige legionærer, mens salve efter salve slog ned omkring ham. Han så, hvordan bueskytterne overfor roligt gik højere op ad vejen for at kunne blive ved med at følge de flygtende med pile i længere tid, men til sidst lød en kommando fra den underlige mand, og alle ni skytter holdt inde. Med fyrre mand i behold nåede han i sikkerhed. Da havde han talt et hundrede og tredive salver.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
23.12 | 18:58

Hej Jens, har lige læst Manden i kolonihaven! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds men denne bog er virkelig god.) tak for god underholdning. Vh

...
14.06 | 22:28

Hej Zeenat.
Tak for de pæne ord. De varmer og giver energi til at fortsætte skriveriet.
Kan ikke love dig en efterfølger, men har da overvejet det flere gange.

...
13.06 | 21:42

Hej Jens!
Jeg har lige læst hele denne bog, og den er altså helt fantastisk! Man lever sig helt ind i den! Jeg ville ønske der var en efterfølger!

...
Du kan lide denne side