Legionæren 8

Kort beskrivelse af bogens indhold.

Marcus og hans legionærer falder i baghold og tages til fange. De gøres til galejslaver for at arbejde sig ihjel som straf for kampene mod senator Plinius.

Stump forenes med Optio og Kokken, der begge er blevet solgt som gladiatorer til Galan. Deres træning bliver kort; Optio sendes hurtigt ud i en kamp, hvor modstanderen er en af Plinius' gladiatorer, og hvor kun vinderen overlever.
I nord begynder krigen; Bart overfalder byen, hvor Ulf og Maria bor, og dræber høvding Svend. 
På galejen spekulerer Marcus og de andre legionærer på flugt. Det lykkes dem at overtage galejen, men to fjendtlige fartøjer med langt bedre bevæbning stævner ud mod deres tilholdssted. Et ulige slag til søs mellem kampklare legionærer og Marcus' udmarvede, svækkede gruppe af galejslaver synes uundgåelig.

 

Uddrag af bogen.

Kapitel 1

Marcus vågnede med et sæt. Han havde drømt. Drømt om fjendtlige krigere og legionærer, katapulter, som brød sammen, og brændende vogne med piggede hjul, der kørte hen over ham og mændene. Det var over en måned siden, de havde kæmpet mod legionen sydfra og forsinket dens fremmarch med flere dage ved at angribe den igen og igen, men han havde stadig mareridt over kampene og de mange, som de havde dræbt. Han havde talt med nogle af de andre om det, og flere havde det på samme måde.

Han satte sig op, slog tæppet til side og kravlede ud af den lille grenhule, hvor han og to andre havde sovet. Han gned sig i øjnene, kradsede i totten med stridt, hvidt hår på siden af hovedet og så sig om på skråningen, hvor yderligere tre huler lå placeret, så forbipasserende ikke umiddelbart ville få øje på dem. Oppe på skråningens top så han fire legionærer, der spejdede ud over det omgivende landskab. Han bevægede sig stille op til dem gennem buske og småtræer, der fik hele skråningen til at ligne en almindelig lille skov.

På afstand hørte han Spillemandens latter, da en af de andre legionærer fortalte et eller andet, som han ikke kunne høre. Latteren skar gennem luften, let, lys og glad. Han smilede. Spillemanden havde været guld værd for resterne af hans lille centurie i den seneste måneds tid. Manden havde opmuntret de andre med sit humørfyldte væsen, og han havde mere end en gang lagt øre til deprimerede legionærers tanker og følelser. Og efterhånden var den dystre stemning, som havde hvilet over de femten mænd, da de endelig trak sig ud af kampen mod legionen, lettet.

Han kom op på skråningens top. Spillemanden rakte en arm i vejret og hilste på ham. Marcus betragtede manden, mens han nærmede sig dem. Det alt andet end romersk udseende lyse hår, de glade øjne, den senede, robuste krop, som mere end en gang var blevet gennemhullet af sværd og pile. Og ved siden af ham sad Bartskæreren, hans diametrale modsætning. Ikke så høj, mørk og koparret, med en skæv mund, der næsten aldrig smilte. Og de to var uadskillelige venner.

”Sker der noget?” spurgte han stille, da han nåede hen til mændene.

”Nej. Vi har set en enkelt hyrde, som drev en fåreflok forbi ved daggry. Siden har vi intet set,” svarede Spillemanden. ”Kunne du ikke sove?”

”Nej, jeg vågnede tidligt.”

”Også mig,” sagde Spillemanden. ”Så jeg stod op og gik herop.”

”Jeg troede, du sov som et spædbarn, der lige har fået bryst,” grinede Marcus.

De andre grinede med.

Bartskæreren spurgte så: ”Fortsætter vi mod syd i dag?”

”Ja, en dag mere. Men først må vi skaffe mad,” svarede Marcus, og Bartskæreren nikkede. Deres beholdning af proviant var svundet ind til ingenting, selv om de fem gange havde sendt legionærer ind til ensomt beliggende gårde for at købe mad. ”Men nu lader vi først mændene sove. Så får vi morgenmad, og så drager vi videre til næste dal,” smilede Marcus.

***

Hyrden drev roligt sine får frem, selv om vejen var spærret af en stor gruppe Auxilaris. Så traskede han op gennem fåreflokken, der spredte sig omkring ham.

”Hvad ønsker du?” spurgte den signifer, som havde kommandoen over de 24 bueskytter, mens han forsøgte at komme ud af vindretningen. Hyrdens tøj var pjalter, og over skuldrene havde han en vams af fåreskind. Han lugtede, som om han sov blandt fårene – hvad han også gjorde. Store klatter af fårelort klistrede sig fast til de lasede bukser.

”Jeg så nogle mænd,” sagde hyrden og gjorde et kast bagud med hovedet.

”Hvad kommer det mig ved?” vrissede signiferen.

”Jeg tror, det er de mænd, som I har udlovet en belønning for.”

Signiferen gjorde pludselig store øjne. Havde hyrden set de eftersøgte legionærer?

”Hvor så du dem?” spurgte han hårdt.

”I dalen på den anden side af højdedraget. Jeg så tre spejdere på et højdedrag, men der kan også have været fire.”

”Legionærer?”

”Ja. Lyset skinnede i deres brynjer, selv om de prøvede på at skjule sig.”

”Tak,” svarede signiferen og gav en kort kommando.

De 24 mænd var på benene med det sammen. Buer blev svunget over skuldre, hjelme sat på hoveder, ringbrynjer lukket til i hals og ryg.

”Hvad med belønningen?” spurgte hyrden.

”Her,” sagde signiferen, mens han kastede en denar til ham,

”En denar? Der var udlovet hundrede,” sagde hyrden skuffet.

”Hvis det er dem, så får du tyve mere,” svarede signiferen, mens han drev sine folk af sted.

***

De femten legionærer gik roligt frem gennem dalen. Vejen gik gennem en mark med vinstokke på begge sider, og de var fulde af druer. Med jævne mellemrum plukkede Spillemanden en klase. De andre legionærer drillede ham med hans trang til søde sager, men han grinede bare af det og sagde, at man måtte indtage noget sødt for at være sød.

Pludselig fløj et par duer op nogle meter foran dem. Hallagrim fór sammen.

”Fugle er skræmt. Her være nogen,” sagde han på sit gebrokne latin, mens han svingede buen ned fra læderharniskets skulder og fandt en pil frem.

Pludselig summede en buestreng, og den forreste legionær styrtede om med en pil i halsen. De to der gik umiddelbart bag ham, trak deres sværd og styrtede frem med hævede skjolde. ”Stands!” skreg Marcus, men da var det for sent. Marken blev levende. Fra vinstokkenes skjul dukkede mænd med buer frem, og inden de to legionærer havde nået at registrere Marcus’ råb, sang flere buer, og de styrtede om, begge ramt af fem-seks pile.

”Rolig, mænd, de er for mange,” sagde Marcus stille, da de mange Auxilaris trådte frem.

En signifer, klædt i legionærernes traditionelle uniform med rød tunika, leddelt brynje, firkantet skjold og trukket gladius, trådte frem. ”Vel mødt. Læg jeres våben, og overgiv jer. Ellers dør I,” sagde han koldt.

Legionærerne gjorde som befalet efter først at have set Marcus lægge sine våben. Spillemanden bandede, mens han spændte bæltet op og lod pugio og gladius falde til jorden.

”Og I er så legionens skræk. Den flok, der kostede legionen en hel kohorte. En ynkelig flok, forekommer det mig snarere,” hånede siniferen. ”Og hvem er jer er så lederen, den frygtede centurion Marcus?”

”Det være ham,” svarede Hallagrim og pegede på en af de faldne, inden nogen kunne nå at reagere.

”Er det ham?” spurgte signiferen skuffet. ”Der var ikke meget kamp i ham.”

Han gav en kort kommando, og fire Auxilaris bagbandt legionærerne, mens en femte trak et sværd op af skeden og med et raskt sving huggede hovedet af den legionær, Hallagrim havde udpeget som Marcus. Signiferen grinede til legionærerne. ”Vi lægger det i eddike og bringer det op nordpå til Plinius, vores herre og Roms næste kejser. Han vil takke os og belønne os fyrsteligt.”

”Hvad med os?” spurgte Spillemanden.

”Hvem spørger?” sagde signiferen skarpt.

Spillemanden forklarede, hvem han var.

Signiferen så på ham. ”Cornicer Spillemand, I vil blive ført sydpå. Der kommer I til at ende jeres dage som galejslaver. Ingen trodser ustraffet Plinius.”

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.12 | 21:36

Hej Johan
Bedre julehilsen kan jeg ikke ønske mig
Jeg er superglad for, at du kan lide bogen.
God jul.
Hilsen Jens Jørgen

...
23.12 | 18:58

Hej Jens, har lige læst Manden i kolonihaven! Jeg er ikke nem at gøre tilfreds men denne bog er virkelig god.) tak for god underholdning. Vh

...
14.06 | 22:28

Hej Zeenat.
Tak for de pæne ord. De varmer og giver energi til at fortsætte skriveriet.
Kan ikke love dig en efterfølger, men har da overvejet det flere gange.

...
13.06 | 21:42

Hej Jens!
Jeg har lige læst hele denne bog, og den er altså helt fantastisk! Man lever sig helt ind i den! Jeg ville ønske der var en efterfølger!

...
Du kan lide denne side