Kort beskrivelse af bogens indhold.
For at skabe ro til at løse de politiske forviklinger omkring Marcus’
person og hans deltagelse i de voldsomme kampe i Africa, sender Sixtus og Legatus Legionis ham af sted mod nord på en fredelig handelsmission, som skal vare den sidste tid, som han endnu er bundet til militærtjeneste. Her genforenes Marcus og Maria
efter 20 års adskillelse, men meget er ændret mellem dem.
Handelsmissionen – som er iscenesat af griske romerske senatorer for egen vindings skyld – bliver dog alt andet end fredelig, da landet er i borgerkrig: På den ene
side Ulf, Bjørn og de spredte småstammer, som ikke ønsker at indordne sig under det brutale styre; på den anden side den onde Gizur, røveren Bart og deres styrker. En sidste umulig kamp venter – og sydpå pønser
Claccus på hævn, blodig hævn.
Uddrag af bogen:
Kapitel 1
”Den har en lidt sur efterklang,” sagde mundskænken og smaskede en ekstra gang for at lade smagen af vinen fylde hele ganen.
Han spyttede ud og tog endnu en mundfuld, gurglede hals, sank en smule og spyttede resten ud. ”Helt klart en sur eftersmag. Jeg tror ikke, den er farlig. Måske har den ikke kunnet klare fragten fra Rom og hertil, herre.”
”Ja, det kunne ligne den gamle nærige gnier. Sende mig sur vin,” fnøs Suetonius. ”Giv den til mandskabet – og bed dem om at sætte fart på. Jeg skal være i Rom
om mindre end en måned.”
Den gamle mundskænk tog vintønden og trissede med anstrengte skridt af sted ud på dækket. Kort efter hørtes fornøjet
larm derudefra, da vinen blev blandet op med vand og fordelt mellem roere og legionærer.
Suetonius spiste lidt brød. Han hadede at rejse og da allermest at rejse til
søs. Men brevet fra hans onkel, senator Lucius den Ældre, havde mere end antydet, at hans tilstedeværelse i Rom var nødvendig. Hans anden onkel, Coriolanus, var død barnløs, og
inden for en måned skulle hele hans bo gøres op og fordeles mellem Lucius’ to sønner og ham og hans bror. Boet var betydeligt: tre gårde
nær Rom, flere lejekaserner inde i byen, andele i flere miner og fem handelsskibe. Hvis han ikke nåede frem, løb de tre andre med hovedparten af værdierne. Han havde allerede for år tilbage besluttet sig for, at det bedste måtte
være at få fingre i lejekasernerne og nogle af skibene. Knægtene derhjemme vil blive snydt, så det driver, hvis de skal forhandle om fordelingen. Lucius er ikke bare nærig, han er også snu og grådig, tænkte han, mens han uden begejstring så sin kones to sønner for sig og atter en gang tvivlede på, at de var hans afkom.
Mundskænken kom tilbage og satte sig på en skammel i hjørnet af den trange kahyt. Suetonius rakte ham et stykke frugt, og den ældre mand tog en bid, smagte på det og rakte det derpå tilbage med et nik.
Suetonius gnavede æblet i sig, mens bølgegangen tog til. ”Jeg tror, jeg lægger mig,” bekendtgjorde han, og mundskænken, der også fungerede som husslave, fik travlt
med at rydde bordet, skubbe det over til siden og arrangere puder på sofaen, der indtil da havde tjent som stol ved bordet.
Skibet huggede mere og mere i søen. Kaptajnen bankede
på, trådte ind og meddelte, at han overvejede at lægge ind til Camulodunum for at gå i havn og lade stormen, som pludselig var dukket op fra sydvest, rase ud. Det ville sandsynligvis koste dem to dage, i modsætning til den direkte
vej fra Pons Aelius, havnebyen på Britannias østlige kyst, hvorfra de var stævnet ud, og til den galliske kyst, men stormens pludselige opdukken tydede på, at den kunne blive kraftig – og farlig. Suetonius gav ham ret og lagde
sig.
Bølgernes vuggen tog til, og han havde svært ved at falde til ro. Han lå med en hånd på vommen og klamrede sig fast til sofaens gærde med den anden,
mens hans mave gjorde knuder. Udenfor tog blæsten til, og efter et stykke tid blandede en uhyggelig, jamrende lyd sig med stormens hylen i tovværk og mast.
Han kiggede op og så
mundskænken sidde bleg på skamlen, men med jævne mellemrum krumme sig helt sammen. ”Hvad er der galt? Du plejer ikke at være søsyg,” spurgte han lidende.
Mundskænken
forsøgte at svare, men nåede det ikke og kastede op. Så sank han om på kahyttens gulv og lå og rystede i smerter. Han så på Suetonius med feberhede øjne og stønnede: ”Vinen. Den var dårlig.
Gift.”
Suetonius kæmpede skrækslagent sit voldsomme korpus på benene, trådte hen over mundskænken og ud af kahytten. Synet udenfor fyldte ham med rædsel.
Skibet huggede ukontrolleret i søen; på rorbænkene lå mænd og vred sig i smerter, mens de kastede blod op; enkelte løb fortvivlede rundt og forsøgte at få sejlet ned, og to mænd klamrede sig til styreåren
for at holde skibet op mod vinden. En voldsom knagen og lyden af bristende tovværk fik ham til at se op og kaste sin krop ind gennem kahytsdøren, da råen gav efter og styrtede ned på dækket. Han gled i mundskænkens opkast
og faldt om. I faldet slog han nakken mod gulvet. Det svimlede for ham, og alt blev sort. Udenfor fortsatte stormen fra sydvest i nogle timer. Så ebbede den ud og gik over i en rolig vind, som holdt nogle dage mens den sprang helt i vest.
***
”Siger du, at de skravl er fra det store rige mod syd?” hånlo Gizur, mens han så på de fire mænd,
der netop var blevet ført ind.
”Ja. De led skibbrud ud for Britannias kyst, og vinden drev dem helt over til os. En høvding ovre ved vestkysten så dem strande og reddede
disse fire i land. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med dem og overlod dem til mig. Og her er de,” forklarede den ældre, mørkklædte mand veltilfreds.
”Fire
slaver? Bart, du bringer mig fire slaver? Kap hovedet af dem. Kødbjerget i midten æder os fra hus og hjem, inden sommeren kommer,” grinede Gizur råt, mens hans manke af fedtet, gråt hår og skæg bølgede frem
og tilbage.
”Vent. Den ene af mændene talte sproget, som man taler i Britannia. Jeg fandt en tolk, der kunne forstå ham. Og det var en interessant historie, han kunne fortælle.
Fedtklumpen, som hedder noget, jeg ikke kan udtale – vistnok noget i stil med Sutonis – var på vej hjem mod syd for at indkassere sin del af en arv, da hele skibets mandskab blev forgiftet. Arven skulle være enorm. Hans familie mod
syd vil betale gode løsepenge for at se ham igen,” fortsatte Bart med et snu udtryk i øjnene.
Gizur tænkte sig om og betragtede mændene. Derpå spurgte han:
”Ved fedtbjerget, hvem der ville forgifte ham?”
”Ja. En eller anden Lucius, som vist nok vil sikre sine sønner en større del af arven. Men det må vi kunne finde ud af ved at sende et par mænd sydpå. Jeg har nogle af klumpens smykker,” svarede Bart undrende. ”Hvorfor er du interesseret i, hvem der ville slå
ham ihjel?”
”Fordi han sandsynligvis vil betale bedre end familien,” grinede Gizur. ”Betale for at bjerget aldrig kommer hjem. Desuden, hvis denne Lucius har magt
nok til at bestille et giftmord i Britannia, så har han også magt nok til at sende os våben. Jeg har mere brug for sværd end for sølv, og jeg har hørt, at de laver fine sværd sydpå.”
”Betale for ikke at få ham tilbage? Genialt. Men hvordan skal en mand fra riget mod syd kunne sende os våben? Så vidt jeg ved, skal den slags godkendes af mange, måske endda deres kejser.”
”Lov dem et eller andet. Om ikke andet så sig, at vi vil betale. Hundrede kilo rav, fire hundrede skind af mår og hermelin. Lov dem hvad som helst, om det så er at erobre hele Germanien.
Men skaf mig femhundrede sværd,” svarede Gizur arrigt. ”Jeg vil underlægge mig fastlandet mod vest. Alle høvdinge derovre skal sværge mig troskab inden for et år. Vi har ventet længe nok, og efterhånden
byder flere smågrupper mig trods. Var det ikke din opgave at gøre det af med dem?”
”De slår til og forsvinder uden at levere en ordentlig kamp. Og folkene derovre
beskytter dem, giver dem husly og forsyninger,” undskyldte Bart.
”Skaf mig sværd. Send ryttere mod syd allerede i dag. Og, for en ordens skyld, inddriv ravet og skindene i skatter
ovre på fastlandet. Ikke fordi jeg har tænkt mig at betale, men det er en god undskyldning for at opkræve skatter. Eller, måske endnu bedre, betale og derefter overfalde mændene fra syd, når de har fået betalingen.
Måske kan vi skyde skylden på nogle af høvdingene fra Germanien? Så har de noget ufred at se til sydpå, mens jeg sikrer mig nord,” grinede han ondskabsfuldt.
Bart
grinede med ham. Våben for ikke at levere klumpen; stjæle betalingen tilbage; gå over bæltet og erobre fastlandet. At kunne tænke den slags tanker, lægge sådanne planer. Det var grunden til, at han trofast blev i Gizurs
tjeneste, selv om han ikke stolede på ham. Manden var benhård, måske endda hårdere end ham selv. ”Hvad stiller vi op med fedtbjerget?” spurgte han, mens han rejste sig fra forhøjningen ved langilden, der brændte
i en rende i hele salens længde, for at udføre Gizurs ordre og sende ryttere af sted.
”Skær halsen over på ham. Han har ingen værdi for os,” svarede
Gizur ligegyldigt.
Bart stirrede stift på en kriger, som stod bag de fire mænd. Krigeren trak en kniv, gik hen bag Suetonius, greb ham i håret med den ene hånd og førte
kniven hen over halsen på ham med den anden. Suetonius gjorde modstand og spjættede, så krigeren måtte gribe ekstra fat i håret og gentage proceduren, før den vældige krop sank blødende sammen på det
stampede gulv.
Gizur lo nærmest hysterisk. ”Så du, hvordan flæsket forhindrede Salmunds klinge i at skære halsen over?” sagde han med funklende øjne.
”Han måtte skære to gange.”
Bart smilede stift. Forhåbentlig går det lettere med at skaffe våbnene og erobre fastlandet. To snit for at skære halsen
over på en forsvarsløs mand tyder ikke godt, tænkte han. Måske skulle jeg selv stjæle betalingen og drage sydpå?