Kort beskrivelse af bogens indhold.
Marcus får kommandoen
over en større gruppe legionærer, der skal patruljere i den vestlige del af Britannia i nærheden af en hensygnende by og en forladt mine.
Fra starten virker
opgaven som fredelig, men minen er ikke helt så forladt som det lader til ved første blik. Nogen bryder stadig malm og sælger det videre til en lokal høvdingesøn, der ved hjælp af slavearbejdere forarbejder malmen og
udvinder sølv.
På fastlandet forsøger Kokken og Optio at ernære sig som frivillige legionærer, men tiden er ikke med dem. Også Stump løber
ind i yderligere vanskeligheder på grund af sit forbrug af mikstur.
Troldmanden, som tidligere har hjulpet Marcus, sætter sig op mod høvdingesønnens
brug af slaver med Marcus’ hjælp, og legionærerne overtager selv forretningen. Men langt ude mod vest lurer Iarlugh og hans irske røvere på slaver og sølv. De sætter kursen mod Britannia…
Uddrag af bogen:
Prolog.
Fårenes brægen vækkede ham. Han var døset hen nogle timer før daggry efter at have holdt vagt natten
igennem. En ulveflok havde med deres hylen ladet vide, at de var i området, så det var ikke blevet til megen søvn. Som landsbyens hyrde måtte han beskytte fårene, og da særlig nu, hvor flere af dem havde lam. Et mistet
får betød mistet uld og kød – og dermed større risiko for sult og kulde til vinter, så han var sig sit ansvar bevidst, selv om han kun lige var fyldt 14. Fårene måtte beskyttes for enhver pris.
Han stirrede ud over fåreflokken, der holdt til i lavningen under ham. De travede uroligt frem og tilbage gennem lyngen, men der var ikke ulve at se eller høre. Han lod
blikket glide hen over landskabet. Højlandet lå badet i den lavthængende sols stråler. Bakkerne kastede skygger ud over dalene, der stadig lå som mørke og spøgelsesagtige huller, hvor kun spredte silhuetter af fyrretræer
og buske ragede op. Længere borte mod vest rejste egentlige småbjerge sig mod himlen. I morgenlyset så det ud som om de lå tæt på, men han vidste, at der var flere dages vandring over til dem.
Med et fangede hans øjne en bevægelse nede ved fåreflokken. Han stirrede intenst ned i skyggernes halvmørke i lavningen, mens han greb om amuletten, en fint tilskåret lille sandsten,
som han havde hængende om halsen i en lædersnor. En skikkelse kravlede rundt nede ved fårene i udkanten af flokken. Var det et menneske eller en af de mørke skabninger fra underverdenen? Han kastede tæppet, som han havde haft
svøbt om kroppen som beskyttelse mod nattekulden, fra sig. Derpå bøjede han sig ned og strammede snørerne på de skindstykker, som han havde viklet om fødderne, greb så den svære stav, der blev brugt til at
få uvorne får til at makke ret, og rejste sig op på skråningen. Hvis det var en skabning fra underverdenen, så måtte får være får. Ingen kunne beskytte dem – eller sig selv for den sags skyld –
mod en sådan, og han ville være nødt til at flygte ud på den del af heden, der lå oplyst af solen.
Pludselig tog bevægelsen i fåreflokken
til, og fire mænd rejste sig fra lyngtæppet på den anden side af lavningen. De så skræmmende ud. Lændeklæder af skind, bare overkroppe, hoveder malet med sorte og hvide farver, og alle med sværd eller økser
i hænderne. Han stirrede paralyseret på dem, da de satte i bevægelse. To af dem gik den lige vej ind gennem fåreflokken, de to andre gik hver sin vej rundt om lavningen og bevægede sig op ad skråningen mod ham. Historier,
som de gamle havde fortalt ham, da han var barn, dukkede op i hans erindring. Røvere fra den anden side af havet, som bortførte folk og gjorde dem til slaver. Så lystrede hans krop igen, da han forstod den fare, som han stod over for.
Han vendte omkring og styrtede op over skråningen, skarpt forfulgt af de fire mænd. Han løb som han aldrig havde løbet før, og den første tid
lagde han faktisk ekstra afstand til mændene, der spredte sig ud og løb i en bue bag ham. Så meldte trætheden af at styrte af sted sig, og han fornemmede, at de kom nærmere. Han fortsatte, men fandt lidt efter lidt ud af, at
de faktisk drev ham fremad. Nogle gange satte den mand, der løb længst ude til højre bag ham, farten op og tvang ham på den måde til at løbe mod venstre, andre gange omvendt.
Efter en stund var det ovre. Foran ham lå havet og en stejl klippeskrænt, der førte ned til vandet. Han forsøgte at undvige ud til siden, men blev i det samme indhentet og slået i hovedet med den flade side
af et sværd af en af røverne. Han snublede og ramte en sten i faldet, og alt blev sort.
Da han kom til sig selv, sad han i en svær båd bundet fast
til en åre. Omkring ham sad fem andre; tre drenge på hans egen alder, men også to voksne mænd. Nogle af de andre pladser ved årerne var besat af røvere, mens yderligere seks mænd klumpede sig sammen i stævn
og agterende af båden. Der blev råbt en kommando på et sprog han ikke forstod, og et par piskeslag gjorde det klart for enhver, at der skulle ros. Båden blev stødt fra land og gled langsomt ud på havet.
Det sidste han så af hjemstavnen var klippeskrænten, hvor en håndfuld ulve pludselig dukkede op og stirrede ud mod båden. Så hylede førerhannen, og flokken
gjorde omkring og søgte ind i landet med retning mod den lille dal, hvor han havde efterladt fåreflokken.
Kapitel 1.
Tre år tidligere.
Han holdt sværdet op, så lyset genspejledes i klingen. Så tog han slibestenen og gav den endnu et par strøg ved æggen og studerede resultatet igen. Perfekt. Med et lille grynt stak han gladius, det korte romerske sværd,
ned i skeden, og fandt pugio, den tunge kniv, frem og gentog rituelt slibningen. Både gladius og pugio havde været skarpe som en ragekniv, inden han begyndte, men de skulle være perfekte. Han var trods alt på vej ud for at møde
mændene i sit nye kommando, så alt – udrustning, våben og klæder – skulle være i orden, og det selv om han godt kendte de fleste af mændene i gruppen i forvejen. Det var en blanding af garvede folk og unge rekrutter.
Specielt glædede han sig til at skulle være sammen med Spillemanden og Bartskæreren.
Spillemanden var godt ti år ældre end ham selv, og en fremragende
legionær og kammerat. I sine tidlige år i legionen havde den høje, lyse mand med det gode humør haft en omskiftelig tilværelse med forfremmelser og degraderinger, men de senere år havde han vist sig at være en fremragende
legionær. Og hans humør, hans munterhed og livsappetit kunne løfte enhver gruppe, som han var en del af.
Bartskæreren var hans diametrale modsætning;
en ikke så høj, mørk mand, der sjældent sagde det helt store. Hans koparrede ansigt, hvor munden altid snerrede af en, indbød ikke til hyggesnak; en sværdklinge havde år tilbage ramt ham i ansigtet, og arret efter
slaget løb fra den ene mundvig og ned på kæbebenet, hvilket gav ansigtet det snerrende udtryk. Men Bartskæreren var den bedste, han kendte, til at behandle skader, skære vabler og behandle sygdomme, og han havde en retfærdighedssans
og et klarsyn som få.
Marcus smilede til sig selv. Hvem skulle have troet, at et så umage par som Spillemanden og Bartskæreren var så gode venner.
Men de senere år var de to nærmest groet sammen til en organisme. Ikke en gang det faktum, at Spillemanden havde fundet sig en kvinde herovre i Britannia, en ung enke ved navn Eálor, havde haft nogen indflydelse på de to mænds
bånd.
Han rejste sig og tog den nypudsede rustning på. En af de mange snører, der holdt den leddelte rustning sammen, drillede lidt, men i andet forsøg
sad den rigtig. Han tog den tunge hjelm på hovedet. Hjelmens flotte røde kvast, hvis farve passede med tunikaen, som han havde på inde under rustningen, viste hans grad som imaginiferi; en af de øverste befalingsmandsgrader inden
for den 500 mand store kohorte, kun overgået af de seks centurioner, der hver ledede et af de 80 mands centurier, som kohorten bestod af ud over hjælpestyrkerne.
Hjelmen
dækkede hans hår og specielt den hvide tot. Et par år forinden havde han fået et voldsomt slag, og der hvor slaget havde ramt hovedet, var håret i den senere tid blevet hvidt. Det så lidt specielt ud med en hvid tot på
størrelse med en barnehånd midt i den sorte manke, så det passede ham fint, at hjelmen dækkede siden af hovedet så godt. Den kunne dog ikke dække det ar, som løb på hans hals. Arret var et minde fra et af de
første slag, han havde deltaget i. En pil var prellet af mod koppen på et skjold og havde trukket en blodig flænge på hans hals. Såret havde ikke været alvorligt, men arret slap han ikke af med. Med tiden var det falmet
lidt og lyste ikke længere så rødt som i starten, men arret var kommet for at blive.
Han greb skjoldet med venstre arm, og pilum, det romerske spyd, med
højre hånd, rettede sine 1,80 meter helt ud, stødte døren i barakken op og gik ud til de ventende mænd. De var alle klædt som ham på nær tre. To af mændene var i ringbrynjer, havde små, runde skjolde
fastspændt på ryggen og en bue i hånden. Den sidste, Hallagrim, var klædt i en sort læderharnisk og mørkt lædertøj og havde en bue over skulderen. Ikke meget røbede, at Hallagrim var en del af legionen,
kun hjelmen, sværdet og kniven. Marcus havde flere gange forsøgt at overtale Hallagrim til få sig en kraftigere rustning end læderharnisken, men den høje mand fra nord havde hver gang svaret, ”Nej. Ikke bevæge sig
så godt med jern på krop.”
Hallagrim var ikke så god til sproget, men det var trods alt blevet bedre med tiden.
Mændene faldt hurtigt ind i to geledder, otte mand i hver. Marcus gik hen foran dem og smilede til dem. Mændene slappede af og lod spyd og skjolde hvile på jorden.
”I går fik vi vores opgave. Målet er at opbygge en lille garnison ved en landsby ovre mod vest, næsten ude ved havet. Området er øde, og den lille landsby ligger isoleret, tæt
op af nogle småbjerge. Vi skal patruljere i området med små patruljer og sørge for, at området ikke ender med at blive et tilholdssted for røvere og andet skarn,” forklarede Marcus.
”Vi tager af sted om en time. Pak telte og udrustning på de tre muldyr. Hver mand bærer proviant til ti dage. Sæt i gang.”
Mændene rankede sig, gjorde honnør på romersk vis med en knyttet hånd mod brystet og hastede derefter tilbage til deres barakker efter deres sidste grej. Alle havde kendt ordren på forhånd, så alt
var pakket. I løbet af en halv time var de tre muldyr læsset og mændene i gang med at fylde ekstra i deres madposer og vandblærer. Med den forestående march på otte til ti dage ville ingen risikere at løbe tør
for mad, hvis turen trak ud. Bager stod og skældte ud på mændene, der grådigt flåede stegte kødstykker til sig, inden han kunne nå at skære dem ud i tynde skiver.
”Få så fingrene væk fra kødet. I sviner det hele til.”
”Åhr, godt ord igen,” sagde Spillemanden.
”Jo mere vi tager, desto mindre skal du rydde op,” fortsatte han med et frækt grin.
Bager slog ud efter Spillemanden på skrømt med en stor træske.
”Elendige grovæder,” sagde han med påtaget forargelse i stemmen.
”Og det skulle komme fra dig?” grinede Spillemanden.
Bager var en høj, mager
mand, der kunne sætte utrolige mængder mad til livs. Han var gruppens kok.
”Jeg bliver i det mindste ikke fed som dig. Eller lever du for godt og laver
for lidt, når du besøger din veninde?” drillede Bageren tilbage.
De mundhuggedes endnu et stykke tid, alt i mens Bartskæreren lod en hel steg forsvinde
ned i en ekstra madpose. Marcus, som netop var på vej ud af barakken, så optrinet og skraldgrinede. De to erfarne legionærer havde helt klart aftalt, hvem der skulle distrahere Bager, og hvem der skulle hugge stegen.
”Til march, træd an.”
Marcus fik mændene til at træde an. Centurionen og Legatus Legionis nærmede
sig deres afdeling af forlægningen med en håndfuld mænd.
”Nå, er du klar til at rykke ud?” spurgte Centurionen.
Han var en høj, arret kriger, et halvt hoved højere end Marcus. Håret under hjelmen var begyndt med at få et gråt skær. Centurionen havde mere end 25 års tjeneste bag
sig i legionen, og han var nu gået over til at være livvagt og adjudant for Legatus Legionis, deres leder.
”Ja, vi har afgang om få minutter.”
”God tur. Vi tager nok af sted om en uges tid, når den nye kohorte overtager vores arbejde med at holde garnisonen,” sagde Legatus Legionis.
Han var en lille spinkel mand med pjusket hår i en ubestemmelig mudret, mørkeblond farve. Det mest karakteristiske ved ham var den røde, svampede næse, der ragede frem i ansigtet som et
fyrtårn. Et hårdt liv med store mængder vin havde tæret på hans kræfter, men de senere år havde trods alt været milde ved ham. Marcus spekulerede kort på, om mandens umådeholdne indtag af vin havde
fundet et mere naturligt leje, men da vinden i det samme skiftede retning og sendte Legatus Legionis’ ånde ind i hovedet på ham, var han med det samme klar over, at det ikke var tilfældet.
”Sender I besked, når I er på plads længere sydpå?” spurgte Marcus.
”Du modtager en kurer, så snart vi er
på plads,” svarede Centurionen og rakte ham sin hånd.
De greb hinandens underarme i et fast greb og ønskede god tur, Marcus gjorde honnør
for Legatus Legionis, der svarede med et venligt nik, og vendte sig så mod sin lille kommando.
”Uden takt, ryk ud.”
Sytten mand og tre muldyr satte i bevægelse.